Menu

HIC indgår i DBU's Get Movin'-projekt med ambitionen om at løfte pige- og kvindefodbolden til nye højder

image
Webmaster
06. september 2023 kl. 21:52
HIC har haft pige- og kvindefodbold igennem mange år, som derfor er en helt naturlig og vigtig del af HIC. Men HIC har netop indgået aftale med DBU om deltagelse i Get Movin'-projektet, som skal give pige- og kvindefodbolden i HIC yderligere et løft.

DBU har med støtte fra Nordea-fonden lanceret en stor satsning på pigefodbolden med projektet Get Movin'. Get Movin' skal medvirke til at endnu flere piger og kvinder bliver en del af fodboldklubberne, hvor ambitionen både er at få flere piger på banen, men også i rollerne som trænere, dommere og ledere. En central del af Get Movin'-projektet er ambassadører i de involverede klubber, hvis rolle er at gå forrest i klubberne, samt være aktive i samspil med lokale skoler og SFO'er.

HIC har på mange områder en særdeles velfungerende pige- og kvindeafdeling, som har fået et fortjent løft med den nye klubbygning med de helt fantastiske omklædningsrum til piger og kvinderne. Men HIC's bestyrelse har ambitioner med at løfte pige- og kvindefodbolden til nye højder i HIC, hvorfor HIC har indgået aftale med DBU om deltagelse i Get Movin'-projektet. En arbejdsgruppe med Susanne Krüger i spidsen har lavet en handlingsplan, samt ikke mindst fået tilknyttet to ægte HIC-piger Cecilie Andersson og Melisa Savran som Get Movin'-ambassadører i HIC.

Melisa og Cecilie skal aftale og gennemføre aktiviteter med de lokaler skoler og SFO'er, og dermed introducere flere piger til fodbold og aktiviteterne i HIC. Samtidig er det ambitionen at strukturen omkring pige- og kvindeholdene bliver endnu stærkere i HIC, og ikkke mindst involverer flere piger og kvinder i rollerne som trænere, dommere og ledere i HIC. 

Demed er Get Movin' et tiltag som både kommer til at løfte HIC, men også introducere endnu flere piger i lokalområdet til fodbold.

Luk