Menu

Glade dage for HIC´s Ungdom på Buffalo Park

image Bygselv burger var et hit
Karsten Lynge, Ungdomskoordinator
05. september 2021 kl. 14:12
Stor tak til alle mange de frivillige hjælpere, som valgte at tilbringe deres eftermiddag/aften i HIC.

Efter en lang sommer indtog HIC Ungdom klubhuset, hvor mere end 150 ungdomsspillere gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at fejre starten på den nye sæson med maner. At vejret var fantastisk både torsdag og fredag, var i den grad med til at hjælpe KICK OFF arrangementet godt på vej.

Grundet corona restriktioner var den traditionsrige afslutningsfest for U11-U15 desværre blevet aflyst. Efterspørgslen på social hygge på tværs af årgange og køn var derfor stor. Trænere, holdledere og ungdomsudvalget besluttede derfor i fællesskab, at tiden var til at holde et alternativt arrangement, hvor den sociale del af det at spille fodbold i HIC skulle være i fokus. Med gode kræfter bag blev der hurtigt stablet et ”KICK OFF på den nye sæson” på benene, ikke bare for U11-U15, men som noget nyt også for de yngste årgange på U6-U10.   

Torsdag var det først U6-U10 tur til at indtage Buffalo Park med god energi, sodavand og saml selv burgere. Knap var maden spist, før spillerne igen drønede rundt på banen. Overraskelsen og fornøjelsen var stor, da Brøndbys maskot Nanok lagde vejen forbi for at hilse på de mange spillere. En superfed og helt unik oplevelse, hvor det blev til en nervepirrende straffesparkskonkurrence, lækre moves, selfies med Nanok, samt to billetter til Brøndby Stadion til alle spillerne, samt et par ivrige trænere. En hyggelig og dejlig eftermiddag blev kronet med en slikpose og en flot årsstatuette til hylden derhjemme.     

  

  

Fredag var det så blevet U11-U16 tur. Efter en kort velkomst indtog de over 100 ungdomsspillere Buffalo Park, hvor boldene hurtigt blev taget i brug. Fantastisk energi hos alle. Selv om socialt samvær og hygge ved siden af den normale fodboldtræning har været fraværende gennem en lang periode, synes alt at være som det plejer. Spillerne var energiske og var bestemt ikke kommet for at sidde ned -  220 burgere på ca. 10 min og så tilbage på banen igen taler sit tydelige sprog.  

Traditionen tro var der arrangereret en række fodboldrelaterede aktiviteter (Crossbar, Panna, samt konkurrencer på Trick, Stige og Jubelscene). Vinderne af konkurrencerne vil snarest muligt få overrakt deres præmie til træning i den kommende uge. Kl. 20.00 var det blevet tid til at afsløre modtagerne af pokalerne for årets kammerat og årets spiller. Stort tillykke til alle modtagerne, som blev behørigt tiljublet af deres kammerater fra klubhusets balkon. En helt utrolig opbakning til de stolte modtagere. En dejlig og overraskende varm aften blev sluttet af med "fri leg" og en stor is til både spillere, trænere, forældre og ikke mindst de tilkomne seniorer, som var blevet hængende for at fejre dagens sikre sejre i hhv. serie 3 og 5.

Alt i alt to dejlige og glade dage, som med tydelighed viser hvorfor HIC – Ungdom er noget helt specielt. Stor tak til alle mange de frivillige hjælpere, som valgte at tilbringe deres eftermiddag/aften i HIC.

Ungdomsudvalget

Daniel, Martin, Susanne og Karsten

Luk