Menu

U12 Drenge – AIF Cup 2017 og Lions Cup 2017

image U12 Drenge med flotte sølvmedaljer fra Lions Cup
Michael Zakarias
06. juni 2017 kl. 18:04
U12 drengene hentede medaljer ved 2 stævner inden for en uge.

Hermed en lille beretning fra U12 drengenes tur til AIF Cup og Lions Cup 2017, hvor de flot spillede sig til medaljer i begge stævner. 2 rigtig gode turneringer, hvor holdet lærte en masse – både fodboldmæssigt og socialt.

Fodboldmæssigt, har trænerteamet arbejdet med 3 fokusområder igennem hele sæsonen

  • Fight: Når man er inde på banen giver man sig fuldt ud. Her lærte vi meget af vores hollandstur i påsken, hvor vi spillede mod britiske hold, som havde en rigtig god indstilling på banen.
  • Kommunikation: Man skal bakke hinanden op og snakke positivt til hinanden. Spillerne skal også selv kunne afstemme opdækning osv. inde på banen.
  • Pasningsspil: Vi skal være boldstærke og styre spillet ved at spille i trekanter i små områder og bevare roen.

I store dele af sæsonen har fokusområderne lykkedes nogenlunde, og udfaldet har været at holdet har været organiseret godt, men vi har scoret alt for få mål, og vi har ikke bragt nok folk i feltet og været chanceskabende nok. Derfor har vores fokus i AIF cup (ugen før Lions Cup) og til Lions Cup været at spille mere chanceskabende fodbold, og bringe flere folk i feltet. Dette har krævet lidt mod fra drengene, da de skulle lave løbene i ryggen af modstanderen, og mister vi bolden i dette opspil, er vi sårbare i defensiven. Trænerteamet synes at drengene er lykkedes med at få flere folk i feltet, og turde tage løbene offensivt. Vores offensive spil er også blevet markant bedre, da vores angribere nu er meget bedre til at holde på bolden, og træffer de rigtige valg – hvornår skal man gå direkte mod målet, og hvornår skal man spille den af for at søge en ny offensiv position. Dette har bevirket at drengene spillede sig til flotte bronzemedaljer i AIF Cup og flotte sølvmedaljer i Lions Cup.

Flotte bronzemedaljer i AIF-cup

Socialt har især Lions Cup været virkeligt godt, da vi jo ikke sov derhjemme. Vi oplevede en spillertrup der havde en tur til Kalundborg uden en eneste større konflikt, og det på trods af at omstændighederne var noget andreledes end vi havde forestillet os. Vi fik at vide dagen før afrejse at vi skulle sove 150 personer i en stor gymnastiksal!! – vi håber dette bliver fixet til næste år, så hvert hold får et klasselokale, med mulighed for lige at slappe af i rolige omgivelser og selv styre sovetid, osv. HIC havde sørget for et super hyggeligt Champions League arrangement lørdag aften, med storskærm inde i gymnastiksalen til spillerne, og trænerpølser og Champions League på iPads på terrassen til trænerne. Forud for finalen mellem Juventus og Real Madrid, havde U12 holdet afholdt en aktion på udfaldet af kampen samt første målscorer. Hver spiller kunne maks bruge 10 kr. pr. spil, og man kunne byde hinanden op med 1 kr. ad gangen, så bølgerne gik højt, da aktionen gik i gang. Puljerne ende med at vinderen af ciffertips kunne vinde 81 kr, og første målscorer var 77 kr. Kampen endte 4-1 til Real Madrid, og den havde vi ikke auktioneret, så den blev ikke vundet af nogen, men Otto havde lagt alle sine 10 kr. på Ronaldo, og derved tog han puljen på de 77 kr. – endnu engang tillykke Otto - tror ikke der var nogen i HIC i Kalundborg der i tvivl om at du havde vundet J.

Under stævnet fik vi også spillet Fodboldgolf. For dem som ikke ved det, så findes der en rigtig fin 9 hullers fodboldgolf/frisbee-golf bane ved Kalundborg gymnasium. Vi havde ikke bolde nok med til at hver spiller fik deres egen, så de gik sammen 2 om hver bold, og skiftedes til at skyde. Det var super sjovt, og helt klart noget vi vil gentage næste år. Søndag aften var vi også en tur i svømmehallen som traditionen byder til Lions Cup.

Tak til forældrene fra U12 Drenge, som igen-igen har bakket holdet op de sidste par weekender, og tak til HIC’s andre hold, som især i Lions Cup semifinalen og finalen var kommet for at heppe.

Tak til U12 drengene for et par fantastiske fodbold weekender fra trænerteamet

Jesper, Morten og Michael

Luk