Menu

HIC's U14-2 slutter flot efterårssæson som puljevindere

image
Webmaster
16. oktober 2016 kl. 12:02
U14-2 drengene med træner Lars Friis i spidsen skulle have point i sæsonens sidste kamp, for at kunne sikre sig 1. pladsen i puljen. Efter en flot kamp, blev Ejby besejret 3-0, og HIC'erne kunne fortjent juble.

Med træner Lars Friis i spidsen har HIC’s U14-2 drengehold i efterårssæsonen for første gang prøvet kræfter med 11-mandsfodbold. HIC har i den stærke årgang 2003 mange teknisk dygtige drenge, men de bliver dog ofte matchet af fysisk stærkere modstandere, men med flot sammenhold og fightervilje har holdet i efterårssæsonen hentet mange flotte sejre.

Derfor var kravet til HIC’erne 1 point i sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod Ejby, hvis 1. pladsen i puljen skulle sikres. Ejby var en stærk modstander og et rigtigt godt fodboldhold, og kampen blev både spændende og underholdende. Det første mål kom først i slutningen af 1. halvleg, da Shiva efter et par smarte træk flot sendte et langskud over målmanden.

I anden halvleg blev HIC sat under pres, og nervøsiteten begyndte at brede sig både på og udenfor banen. Men HIC-drengene kæmpede flot, og blandt andet lille Noman var stærk i forsvaret. Kampen blev heldigvis afgjort til HIC’ernes fordel, da først Daniel og til sidst tilbagevendte Usman scorede til slutresultatet 3-0.

Herefter kunne HIC’erne fejre både sejren og 1. pladsen i puljen. Et stort tillykke til hele holdet med træner Lars Friis i spidsen.

Luk