Ulla van Deurs forsætter målstimen
Søndag morgen stod den atter på kamp for kvindernes 8mandshold. Dagens modstander var Lejerbo – et hold HIC har mødt et par gange før og derfor har godt kendskab til. Lejerbos kvindehold er mest kendt som ”Ishockey-holdet” for mens de spiller fodbold og har fodboldstøvler på i foråret, spiller de ishockey og har skøjter på i vintersæsonen. At Lejerbos hold plejer at spille ishockey om vinteren, er noget man tydeligt oplever, når man spiller fodbold mod dem, idet de er meget fysiske og ikke er blege for en nærkamp (eller ti).
HIC starter kampen ud rigtig skidt. Allerede efter 30 sekunder er Lejerbo foran 0-1, og der går kun yderligere to minutter før den står 0-2. Det første kvarter står der da primært også Lejerbo på kampen. De er fysiske, kommer først på bolden og mere boldsikre. Dog havde Lejerbo ét svagt punkt i form af deres keeper, som var klart deres svageste led på banen. HIC får reduceret til 1-2 på et flot skud af Nanna Hilligsøe, som målmanden ikke får afværget. I slutningen af anden halvleg kommer HIC mere og mere på bolden, og holdet får gang i det gode spil som har prydet de første to kampe i sæsonen.
I halvlegen snakkes der primært om, at HIC sidder for langt fra deres direkte modstander, og deres målmand skal testes meget mere af.
I anden halvleg kommer HIC meget mere på banen, og efter første kvarter af anden halvleg fører HIC pludselig 3-2 på to flotte mål af Fodboldfitness-spilleren Ulla van Deurs (som efter denne kamp kan kalde sig topscorer for 8mandsholdet!). Resten af halvlegen bølgede kampen frem og tilbage med flere chancer til begge hold. I HICs mål stod keeper Christina en fantastisk kamp med flere gode redninger. Ti minutter før tid går det dog galt for HIC, da Lejerbo på et hjørnespark scorer lidt af et kludemål.
Taget kampen i betragtning er det helt fair med kun et enkelt point til HIC. Et flot comeback, men langt fra bedste kamp. Forhåbentlig kan dette ændres onsdag, når turen går mod Hvalsø!
Kampresultat: 3-3
Målscorere: Nanna Hilligsøe (19. minut), Ulla van Deurs (35. minut, 44. minut)
Kampens spiller: Lærke Bak Pjetursson