Menu

Sejr til HICs kvindesenior i topbrag

image Pernille Raun Olsen scorede direkte på hjørnespark
Julie Korsgaard Christiansen
13. september 2020 kl. 19:41
HICs kvindesenior hev og sled sig til endnu en sejr og huserer derfor fortsat på førstepladsen i deres pulje.

Kvindesenior serie 1

Herstedøster IC - Virum Sogenfri (1-1) 2-1

(17) 0-1 ukendt , (37) 1-1 Pernille Raun Olsen, (48) 2-1 Sara Bach

Tilskuere: 50

Det var et stærkt og teknisk hold fra Virum-Sorgenfri, som var mødt op på Herstedøster Stadion til et topbrag mellem rækkens to tophold.

Første halvleg bølgede da også frem og tilbage, og Virum-Sorgenfri fandt da også hurtigst netmaskerne, da de bragte sig foran i det 17. minut. Det bragte dog ikke HIC-spillerne ud af kurs, da disse ufortrødent fortsatte med at kæmpe med alt, hvad de havde i sig. HIC stillede op i en 3-5-2-formation, hvilket gav masser af muligheder for at sende deres wingbacks afsted på siderne. Det var dog ikke i åbent spil, at reduceringen kort før halvleg faldt. Derimod sparkede Pernille Raun Olsen på flotteste vis bolden i kassen på direkte hjørne i det 37. minut til stor jubel for medspillere, trænere og tilskuere.

I anden halvleg fortsatte den tætte kamp mellem de to velspillende hold, men der skulle ikke gå mange minutter af halvlegen, før HIC igen scorede og dermed fik bragt sig foran. Målet til 2-1 kom fra Sara Bach, som i det 48. minut sparkede bolden i mål på en first-timer af et dommedags-hug fra kanten af feltet, mens en chanceløs Virum-Sorgenfri-målmand blot kunne se til. I resten af anden halvleg bød chancerne sig til i begge ender, og HIC blev især skarpe på at få bragt deres wingbacks i spil ligesom også angriberne fik gode bolde i dybden, de kunne løbe på serveret på fineste vis af midtbanen.

Kampen sluttede med en velfortjent sejr på 2-1 til HIC, hvor alle fra keeper til forsvaret til midtbanen og til angriberne overholdt holdets aftaler og leverede en indsats, der er værd at være stolt af.

Næste kampe for HICs kvindesenior er tirsdag den 22. september kl. 18.00 mod Humlebæk, der pt ligger nr. 3 i tabellen, så mon ikke der endnu engang bliver tale om en tæt kamp. Da det tidligere og tidligere bliver mørkt, spilles kampen på Albertslund Stadion, så kom glad, frisk og frejdig.

Dagens stolthed: Mille Bronke

Kampens spiller: Anna-Natalia ’Nalle’ Grillis

Luk