Sejr til HICs kvindesenior efter flot comeback
Kvindeserie 1
Herstedøster IC - Humlebæk (0-2) 3-2
(29) 0-1 Phillippa Agergaard (41) 0-2 Phillippa Agergaard (49) 1-2 Julie Korsgaard Christiansen (53) 2-2 Pernille Raun Olsen (70) 3-2 Pernille Raun Olsen
Tirsdag aften var der endnu engang lagt op til topbrag, da HIC'erne tog imod et ungt og et stærkt Humlebæk-hold med en gennemsnitsalder på bare 17år, der pt huserede på andenpladsen i puljen. Kampen var flyttet op på kunstbanerne i AIF og gæsterne gjorde alt for at vippe HIC af puljens førsteplads.
Det var da også Humlebæk, som ubetinget kom bedst fra start. HIC stillede op i et 3-5-2-system, hvilket Humlebæk hurtigt lurede og derfor også kunne ligge et hårdt pres på. Humlebæk spillede en rigtig god første halvleg, fandt hinanden på flotteste vis, og taget deres unge alder i betragtning gik de i den grad fysisk til den. Modsat Humlebæk må man sige, at første halvleg for HIC nok ikke går over i historiebøgerne for flotteste pasningsspil, for HIC havde i den grad svært ved at finde hinanden på banen. Det var da derfor også velfortjent, at Humlebæk gik til halvleg med en føring på 0-2.
Når noget går skidt, må man jo se på mulighederne for, hvordan det kan ændres. Derfor tog trænerteamet også den beslutning i pausen at skifte spillesystem fra 3-5-2 til 4-5-1, hvilket fik igangsat et comeback af dimensioner målmæssigt såvel som spillemæssigt over alle kæderne.
Anden halvleg var knap nok startet, før HIC fandt netmaskerne. Et flot eksekveret frispark af Dals førte til, at Julie Korsgaard Christiansen fik reduceret til 1-2 på et godt timet løb bag Humlebæks forsvarslinje og på smukkeste vis kunne lobbe bolden iskoldt over Humlebæks ellers velspillende målvogter (forfatteren til denne artikel er selvfølgelig fuldstændig objektiv i denne beskrivelse). Blot syv minutter senere udlignede Pernille Raun til 2-2 på en flot aflevering af Remmer mellem Humlebæks forsvarsspillere, og med 20 minutter igen kunne Pernille Raun kalde sig dobbeltmålscorer på et flot langskud, og dermed bragte hun HIC foran 3-2.
De resterende 20 minutter af kampen bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender, og HIC har meget at takke Josephine Hörup, holdets målvogter, for, da hun i de afgørende minutter diskede op med en TV-redning på et ellers flot spark af Humlebæks dygtige angriber. Denne medvirken til holde Humlebæk fra at score gjorde også, at Jose helt fortjent efter kampen både blev kåret til Kampens Spiller og Kampens Stolthed.
Kampen er et klasseeksempel på holdånd, vilje og styrke, ligesom den er et eksempel på, hvordan man aldrig må give op, selv når det ser allermørkest ud, for ingen kan alt, men alle kan noget, og sammen kan vi det hele.
Næste kamp for HICs kvindesenior er lørdag d. 26.10.20 på hjemmebane mod Skjold Birkerød med kampstart kl. 13.30. Caféen er åben
Dagens stolthed: Josephine Hörup
Kampens spiller: Josephine Hörup