Menu

Og det blev til… en, to, tre, fire, fem, seks kasser!

image dagens målscorer fra venstre Pernille Raun Olsen, Stine Skov Jensen, Alberte Remmer og Kristine Thane Nielsen
Julie Korsgaard Christiansen
06. september 2020 kl. 11:39
På den første lørdag i september kørte HICs kvindesenior tur-retur til Melby-Liseleje, og med to timers skovtur rent logistisk var det dejligt at kunne krydre lørdagen med en sejr på 0-6 efter en yderst velspillet kamp.

Der stod allerede fra dommerens første fløjt stort set kun HIC på menuen. HIC valgte fra start at spille 3-5-2, og det viste sig at være en ganske fremragende idé. Forsvaret stod stærkt, og midtbanen med en særdeles velspillende Stine Jensen i spidsen regerede stort set som de ville. Det belønnede sig da også, da Alberte Remmer i hhv. det 20. minut på assist af Stine Jensen og i det 29. minut på assist af Pernille Raun fik bragt HIC foran. Føringen blev udbygget kort før halvleg, da Pernille Raun fik en dyb bold at løbe på og køligt kunne sætte den fladt i det lange hjørne forbi den chanceløse Melby-Liseleje-målmand.

Efter pauseføringen på 0-3 fortsatte HIC det flotte spil, ligesom der vidst sjældent set er blevet scoret tre SÅ flotte mål i en anden halvleg. Stine Skov Jensen krydrede sin sublime kamp med et langskud helt oppe i venstre hjørne omkring 15 meter uden for feltet (Simon prøvede ude på sidelinjen at sige, hun havde lånt hans venstre ben i situationen, meeeen… det vil vi nu nok være nogle, som tillader os at sætte spørgsmålstegn ved). To minutter senere scorede Kristine Thane hovedstødsmål på en fræk hjørnesparkskombination mellem Alberte Remmer og Pernille Raun ligesom Stine Skov Jensen med små ti minutter tilbage af kampen også scorede hovedstødsmål.

Kort sagt: intet mindre end en verdensklassekamp fra holdet af! Mål blev scoret efter alle kunstens regler: på veletableret opspil, på dødboldskombinationer, hovedstød og langskud. Ét er at vinde en kamp så stort, men noget andet er måden det bliver gjort på – gode opspil, fremragende sideskift, fighter-mode og gennemtænkte løb både frem og tilbage i banen.

Det blev desuden også til et længe ventet comeback til Sarah Lyberth, som spillede sin første kamp efter en længerevarende knæskade. Det er et comeback, alle på og omkring holdet inkl. Sarah selv har ventet på i lang tid, så hvilken forløsning atter at se hende i den blå trøje. Velkommen tilbage på banen, Lyb!

Efter intet mindre end en pragtpræstation hele kampen igennem herskede der ingen tvivl om, at det var velfortjent, at Stine Skov Jensen både blev tildelt trænernes kåring som dagens stolthed og også af sine medspillere blev kåret til kampens spiller.

Næste kamp er torsdag den 10. september 2020 på hjemmebane mod Virum-Sorgenfri, så kig endelig forbi Herstedøster Stadion, hvor der er kampstart kl. 17.30.

Dagens Stolthed: Stine Skov Jensen

Kampens spiller: Stine Skov Jensen

Kvinde serie 1

Liseleje/Melby-Herstedøster IC (0-3) 0-6

(20) 0-1 Alberte Remmer (29) 0-2 Alberte Remmer (45) 0-3 Pernille Raun Olsen (66) 0-4 Stine Skov Jensen (68) 0-5 Kristine Thane Nielsen (79) 0-6 Stine Skov Jensen

Luk