HIC’s kvindesenior blandt de sidste 16 hold i DBU’s Pokalturnering
HIC’s kvindesenior er med den nye cheftræner Jesper Bang-Madsen kommet i toptræning, hvilket glædeligt har givet point i flere kampe, hvor HIC’erne har udnyttet et fysisk overskud. Blandt andet blev AB Tårnby sendt hjem med et nederlag i pokalturneringen, selvom HIC’erne var bagud 0-3, men flot vendte kampen til en 8-4 sejr efter forlænget spilletid. Denne pokalsejr blev fulgt op af en flot 2-0 sejr på udebane mod Vordingborg/Nykøbing F på mål af Stine Jensen og Lucky Brown. Dermed har HIC spillet sig i 8-delsfinalerne i DBU Pokalen, hvor modstanderen bliver Odense Q fra 3f-ligaen. HIC har hjemmebane i kampen, som spilles i uge 44.
Hvor og hvornår kampen spilles er endnu ikke afgjort – men der venter kvinderne og hele HIC en spændende kamp. Udover en spændende sportslig oplevelse, er HIC også med i kampen om titlen som det seriehold, som kommer længst i DBU’s pokalturnering, hvor der sammen med hæderen følger en præmie på 5.000 kr.
HIC-kvinderne klar til kamp
Også i Sjællandsserien har HIC-kvinderne spillet flere gode kampe, hvoraf et par desværre er endt med knebne nederlag. Derfor skulle der gerne 3 point på kontoen, da B73 Slagelse gæstede HIC. Gæsterne havde dog på ingen måde tænkt sig af lade HIC få en nem sejr, og kort ind i 2. halvleg bragte B73 sig foran 0-2. Men HIC-kvinderne har en fantastisk evne til aldrig at give op, og på 6 magiske minutter vendte HIC kampen på hovedet med mål af Pernille Raun, Sara Bach og Lucky Brown. Efter en fin indsats kunne HIC-kvinderne fejre en dejlig 3-2 sejr, og 3 dejlige point til stillingen.
HIC’erne fejrer en dejlig 3-2 sejr