Menu

HIC er ubesejret i Tyrkiet i de seneste tre år

image
Allan Nielsen, hic.dk’s udsendte medarbejder
27. marts 2018 kl. 10:27
Statistik og historik kan fortolkes, misbruges og bøjes i alle retninger. Eksempelvis er det nu en uomtvistelig kendsgerning, at HIC ikke har tabt en kamp i Tyrkiet i tre år. I 2016 blev det til to sejre i to kampe på seniorafdelingens træningslejr i Side, sidste år var HIC ikke i Tyrkiet og i år er de to første kampe gennemført uden nederlag.

Det var tæt på, uha uha uja, men de plinghårde jernstolper drejede den rigtige vej, da HIC’s mandlige sjællandsseriehold spillede 1-1 mod Vestsiden-Askøy fra den norske 4. division og kvindesenior efterfølgende spillede 0-0 mod Tertnes. Da det vil koste HIC’s udsendte en bøde at oplyse stillingen ved pausen i kvindernes kamp, overlades det til nogle af klubbens kvikke hoveder at løse den mellemregning – for her i Tyrkiet er ikke alle lige skarpe til logikkens kringelkroge. Mere derom senere.

2-3. seniortruppen igang med træning på en lækker græsbane, og hvor de vinterhvide lår blev luftet

Mandagens omfattende program på Kremlin Palace bestod for 1.-holdets vedkommende af en træning, en kamp og et meget konstruktivt evalueringsmøde, kvinderne trænede og spillede kamp og 2.-3.- holdet trænede og SÅ to fodboldkampe. Det krævede en bustur på 10 minutter til endnu et af områdets mange sportscentre, hvor græsstråene var så velfriserede, at selv Glen Vielsted begynder at længes efter den tid, da han havde behov for en kam.

1. seniortruppen klar til kamp

HIC’s møde mod Vestsiden-Askøy var en udbytterig træningskamp, der gav anledning til at afprøve nogle af de dyder, der efter en markant indskrumpning af truppen skal være holdets nye tilgang til det at spille – og vinde – fodboldkampe.

De såkaldte dødbolde havde haft særligt fokus i optakten og pudsigt nok blev begge kampens mål til efter hjørnespark. HIC kom bagud efter et af de unødvendige af slagsen, da opdækningen og indsatsen i det vitale forrum var mangelfuld,  men et af flere vellykkede indlæg fra den potentielle HIC-debutant Rasmus Andersen førte til udligningen, da Nicolai Beck helt som planlagt headede på tværs og Simon Hellebek levede op til sit ry som listig måltyv ved at pande bolden over stregen.

HIC var lige ved at lykkes med at kværne de møre nordmænd i slutfasen og Casper Karlsson var tæt på at blive matchvinder efter endnu en vellykket hjørnesparkskombination, men det var alligevel nordmændene, der var tættest på sejren, som Michael Schliemann forhindrede med en super aktion til allersidst.


Kvindesenior klar til kamp under noget nær optimale rammer

Stolpen skubbede også bolden den rigtige vej – set med HIC’s blåfarvede øjne – da kvinderne spillede uafgjort i en kamp, hvor hvert hold dominerede hver deres halvleg.

Med anfører Stine Skov Jensen som den dominerende skikkelse var HIC bedst i 1. halvleg, mens det efter pausen var Julie Gøttsche Henriksen, der med et par lånte og godt slidte handsker på imponerende vis agerede redningskvinde i målet i 2. halvleg, da Tertnes i adskillige situationer var tæt på et sejrsmål.

Dagen, hvor Laust Høygaard blev lykkeligt genforenet med sin hårdt savnede kuffert, sluttede med anden afdeling af Den Store Tyrkquiz, hvor kravet om tempo i svarene overhalede logikken. I hvert fald svarede 2 af 10 hold forkert på spørgsmålet om, hvad Sørens fars tredje søn hedder, når de to første hedder Rip og Rap. Og nej; han hedder ikke Rup.

Luk