Menu

2.-holdets absurde sæson bliver forlænget med 1, 2, 3 eller 4 kampe

image Glen Vielsted Nielsen er en af de 2.-holdsspillere, der skal forsøge at vinde sjællandsmesterskabet for serie 4. Foto: Rasmus Petersen
Allan Nielsen
05. juni 2018 kl. 08:34
Efter en måned med én kamp skal HIC som puljevinder spille op til 6 kampe i juni.

En klassisk fodboldsæson med 12 hold, der møder hinanden ude og hjemme betyder under normale omstændigheder 132 kampe i løbet af ti måneder.

Men ikke i serie 4, kreds 5.

Stationsparken trak sig allerede inden sæsonen, Torveparken spillede én kamp og trak sig, Høje Gladsaxe nåede 6 kampe, inden de ikke gad længere, Gladsaxe-Hero mistede lysten efter at have spillet 2 kampe, Brøndby Strand forsvandt efter at have spillet 7 kampe og i forårssæsonen spillede Atletico Hilal og Avarta et par kampe, inden de trak sig fra de resterende.

Facit er, at kun fire hold er stillet op til alle kampe, og at sæsonen har talt 51 afviklede kampe, når Lejerbo og B.77 i sidste runde spiller om, hvem der skal følge med HIC op i serie 3.

For HIC har det betyder et fuldstændig absurd forløb med 2 kampe i april og 1 (altså som i en!) kamp i maj og 2 kampe i juni – i forventning om, at Ballerup stiller op i den sidste betydningsløse kamp på fredag.

Den blev betydningsløs, da HIC lørdag eftermiddag fik revanche for sæsonens eneste nederlag ved at vinde 3-1 i topkampen mod B.77, og dermed er HIC sikker på via førstepladsen at forlænge sæsonen med 1, 2, 3 eller 4 kampe, afhængig af, hvor langt vi når i kampen om sjællandsmesterskabet. Hvor der i bedste fald skal spilles 4 kampe på 9 dage!

Kun at have spillet én turneringskamp i løbet af seks uger sætter naturligvis sit præg på et fodboldholds formåen, men trods mangler i omtanke og skarphed var HIC total overlegen, da B.77 blev tvunget til at vinde sæsonfinalen mod Lejerbo, hvis oprykningen skal sikres.

Mikkel Andersen hælsparkede sig tilbage alene på førstepladsen på topscorerlisten, da han sendte Lasse Belchukes oplæg over stregen, og efter en udligning lige inden pausen scorede Laust Høygaard to gange på oplæg fra Ulrik Nielsen og Casper Beck efter pausen, da Torben Holmbæck med sin berømte klo kom flot i vejen for B.77’s eneste farlige chance ved stillingen 3-1.

I de op til fire kampe om sjællandsmesterskabet for serie 4 vil HIC have hjemmekampe i alle fire. De afvikles tirsdag 19., torsdag 21., lørdag 23. og onsdag 27. juni, og modstanderne bliver Årby i 1. runde, Jyllinge i 2. runde, Hareskov, AB eller Køge Nord i 3. runde samt Ølstykke, Hellebæk, Gislinge, Stillinge, Køge eller Præstø i en eventuel finale.

Serie 4, kreds 5
HIC – B.77 3-1 (1-1)
1-0 Mikkel Andersen (42) 1-1 (45) 2-1 Laust Høygaard (47) 3-1 Laust Høygaard (70)
HIC: Torben Holmbäck – Rasmus Hæhnel, Casper Beck, Jonas Winther Sørensen – Glen Vielsted Nielsen, Ulrik Nielsen (anf.), Frederic Vibe, Laust Høygaard – Martin Schippers, Mikkel Andersen, Jonas Vogeley
Gult kort: Frederic Vibe (75)
Udskiftninger:
32. Lasse Belchuke for Martin Schippers
65. Martin Schippers for Jonas Vogeley
77. Hjalte Selcuk for Glen Vielsted
85. Jonas Vogeley for Laust Høygaard
Ikke benyttet: Martin ’Kake’ Kongsted

Luk