Trods et afsluttende nederlag kan HIC holde vinterpause med rank ryg
Nederlag SKAL gøre ondt, der SKAL skabe irritation, bitterhed og glubende appetit på revanche.
Men der kommer til at gå adskillige måneder, inden HIC kan rette op på nederlaget til Brønshøj, der udnyttede en tidlig fejl i HIC’s forsvar til at sikre sig en særdeles vigtig 1-0-sejr på en typisk efterårsbane i det nordlige Albertslund, hvor adskillige af udeholdets spillere og tilskuere aldrig tidligere havde været.
Brønshøjs friske tilskuere skabte en festlig stemning omkring kampen
Det skyldes blandt andet, at Rasmus Petersen jo havde fuldstændig ret i sin udlægning af kampens præmisser: HIC på 4.-pladsen i danmarksserien havde aldrig været så højt rangeret før en kamp, mens Brønshøj som nummer 7 indtog den dårligste placering, siden klubben under Anden Verdenskrig (for de helt unge forgik den i første halvdel af 1940’erne) var blevet divisionshold.
Inden kampen blev HIC's fyrtårn i midterforsvaret Jacob Christensen hyldet for sin 1. holdskamp nr. 200 i den blå HIC-trøje.
Med sejren tager Brønshøj på vinterpausen med en noget større mulighed for ikke at dumpe yderligere en række ned, og der er lagt op til 13 drabelige runder i foråret, når to tredjedele af holdene i den jævnbyrdige rækken vil kigge nedad i stillingen – og opad i rækkerne for at gennemskue, om to, tre eller fire hold skal rykke ned i de lokale serier.
I det regnskab er Herstedøster fortsat lunt placeret på en 5.-plads, hvilket uanset det afsluttende nederlag er en ovenud tilfredsstillende placering som debutant i det, der nu er landets femtebedste række. Overordnet set kan man konstatere, at HIC netop nu indtager en delt 65.-plads i dansk fodbold. Det er sgu da imponerende af en regulær landsbyklub med et markant overskud af egenproducerede spillere på holdet.
Sådan et hold har et naturligt behov for udefrakommende forstærkninger for at bevare bredden og skarpheden i truppen, og sådan en tilgang var Jack Casteleijns, da han efter fra sidelinjen som trofast tilskuer at have fulgt mange af sine kammerater fra miljøet omkring døvelandsholdet valgte at skifte fra Vanløse til HIC.
Jack Castelijns har været et fantastisk bekendtskab i HIC, og har scoret mindeværdige mål - hvor saksesparket på udebane mod Vallensbæk var et af de beste.
Jack kom til HIC med et vinderinstinkt, en sejrsvilje og et niveau, som både på og uden for banen bidrog stærkt til HIC’s oprykning fra sjællandsserien, men kampen mod Brønshøj var desværre også afsked med den målfarlige angriber, der rejser hjem til Holland.
Savnet bliver selvsagt stort, men HIC har i efteråret flere gange bevist, at holdet selv uden at være i stærkeste opstilling kan være med i danmarksserien. Karantæner og skader har på skift holdt profiler som Jack, Nicolai Beck og anfører Rasmus Thønning ude, så det har været reglen mere end undtagelsen, at cheftræner Jan Christensen ikke har kunnet mønstre sin idealopstilling.
Det var eksempelvis tilfældet mod Brønshøj, hvor Nicolai Beck var det seneste ’offer’ for coronaepedemien. Mod en fysisk stærk og godt defensivt organiseret modstander skabte HIC blandt andet derfor ikke en regulær åben målchance, og det er på den baggrund svært at indvende noget mod Brønshøjs 1-0-sejr.
Danmarksserien, pulje 1
HIC - Brønshøj 0-1 (0-1)
0-1 Mahdi Fatahi (14)
HIC (4-5-1): Lasse Kyrning Hansen – Carl Matthäi Leland, Jakob Christensen, Rasmus Thøning (anf.), Alihan Demir (72. Nassor Salim) – Rasmus Floor Andersen, Chris Lindskow, Fatim Farizi (46. Mathias Juul Larsen), Benjamin Nielsen, Simon Reeslev – Jack Casteleijns
Ikke benyttet: Andreas Burchall, Mathias F. Nielsen, Oliver Benn Larsen, Andreas Heramb