Menu

Topscoreren og debutanten sikrede sæsonens grimmeste sejr

image
Allan Nielsen
29. april 2023 kl. 07:59
Kønt var det ikke, men for en gangs skyld fik HIC fuldt udbytte uden at det var fortjent, da den ekstremt vigtigt kamp mod Gørslev blev vundet

Nogle sejre er bare vigtigere end andre. Eksempelvis den HIC sled sig til fredag aften i årets første kamp på bane 1, hvor der var grillpølser, fadøl og høj stemning i omklædningsrummet, da det med 2-1 i tredje forsøg endelig lykkedes at besejre Gørslev.

Klubben fra området et sted mellem Midt- og Østsjælland kan vel næppe længere tituleres som oprykker, og indsatsen mod HIC viste faktisk meget godt, hvorfor Gørslev havde skrabet 7 point flere sammen end HIC, blandt andet i kraft af sejrene på 5-3 og 2-1 i efterårets indbyrdes kampe.

Inden kampen blev Benjamin Nielsen hyldet for 200 kampe for HIC's bedste hold, og Benjamin har dermed været med på rejsen fra serie 3 til Danmarksserien.

Syende kamp i træk med mål af Nicolai Beck

Et aggressivt og fysisk pres forhindrede fuldstændig HIC i at få det normalt fine pasningsspil til at flyde. HIC’s spil blev usammenhængende og uden rytme, men ikke desto mindre kom HIC tidligt foran, da et langt indkast resulterede i en hånd på bolden og et straffespark, som Nicolai Beck med sædvanlig coolness omsatte til sin ottende scoring i syv kampe.

Dermed er der en ny opgave til klubbens statistiske departement: For hvad er klubrekorden for at score i flest kampe i træk?

Nåh, men straffesparksscoringen sendte 40 minutter senere HIC til pausen med en 1-0-føring, der ikke just kan kaldes fortjent, men når nu holdet så mange gange i denne sæson ikke har fået udbytte af kampe med langt bedre og poleret spil, så tager vi gerne sådan en afveksling med.

Kampbilledet var noget mere jævnbyrdigt efter pausen, hvor der var markant flere syngende tacklinger end konstruktive afleveringer, og det blev ikke bedre af, at både Rasmus Thønning allerede i første halvleg og Jakob Christensen midt i anden måtte give op overfor deres snerrende skader.

 

Debutanten blev matchvinder

Efter Gørslevs fortjente udligning sendte striben af udskiftninger for anden kamp i træk en debutant på banen, da Micas Klentz kom ind i stedet for Mads Lindqvist Haunstrup, og det endte som det, en journalist ville betegne som ’en god historie’.

For Micas er Hvidovre-dreng, spillede sidste sæson kampe i sjællandsserien for Roskilde, men ville gerne prøve sig af på et højere niveau og havde sin første træning med HIC i mandags. Det gav en plads i truppen til fredagens kamp og søreme om ikke debutanten endte som matchvinder, da han 11 minutter før tid tørt huggede kuglen i kassen.

Og så er Micas’ farfar i øvrigt Jan Friis, der på 47. år er formand i Hvidovre FC, hvor Stjerneholdet i mange år … nåh, det er en helt anden historie, som I kan få på sidelinjen en anden dag. Eksempelvis på fredag, hvor der er fodboldfestival i HIC på alle tiders sidste store bededag: 1.-holdet kl. 12 i endnu en vital bundkamp mod B 1908, 2.-holdet mod BS 72 kl. 14.15 og Fjedreholdet mod Albertslund IF kl. 16.15.

Kampens spiller for blandt de hårdt kæmpende HIC'ere blev Lasse Hansen i HIC-målet, der med flere afgørende redninger i høj grad var med til at sikre de 3 dejlige point.

Danmarksserien, pulje 1

HIC – Gørslev 2-1 (1-0)

1-0 Nicolai Beck (straffe 6) 1-1 Niclas Taulow Nielsen (60) 2-1 Micas Klentz (79)

 

HIC (4-4-2): Lasse Kyrning Hansen – Malthe Jacobsen, Jakob Christensen (67. Carl Matthäi Leland), Frederik Nørrestrand, Mikkel Bredfeldt – Sune Lundsgaard Mortensen (46. Mathias Juul Larsen), Mikkel Nøhr Christensen, Benjamin Nielsen, Mads Lindqvist Haunstrup (67. Micas Klentz) - Rasmus Thønning (22. Chris Lindskow), Nicolai Beck

Ikke benyttet: Andreas Burchall, Andreas Heramb, Maximilian Pein

Luk