Menu

Serie 1, serie 1, serie 1......

image
18. oktober 2015 kl. 00:47
Med en suveræn 2. halvleg sikrede HIC sig både en 5-0 sejr i lokalopgøret mod Ejby 68, men samtidig også oprykning til serie 1. Oprykningen er kulminationen på en sæson på kun 2½ måned, hvor HIC'erne med stabilt spil og en solid defensiv allerede i sæsonens næstsidste kamp kunne sikre sig oprykning. Den blev hentet i flot stil, da Ejby 68 måtte ligge ryg til en 5-0 sejr til de blå - som herefter kunne fejre oprykningen.

Vi er rykket op, rykket op, rykket op.... Sangen ville ingen ende tage, da en flot glade HIC'ere kunne fejre en dejlig 5-0 sejr på udebane i lokalopgøret mod Ejby 68, som sikrede HIC en oprykning til serie 1. Trods en rigtig efterårsdag havde ca. 60 HIC'ere taget turen til Ejby, og de blev budt på både flotte mål og oprykningsfejring.

For at oprykningen kunne fejres i 2. sidste spillerunde, var kravet en sejr mod Ejby 68, der omvendt har behov for point i kampen for at undgå nedrykning. Kampens indledning bød på chancer i begge ender, hvor Torben Holmbæck i HIC-målet med panden havde en vigtig redning på en tidlig friløber til hjemmeholdet. HIC'erne var dog tættest på at score kampens første mål, men både David Beisheim og Mathias "Matti" Nielsen måtte se deres afslutninger tage stængerne på Ejbys mål. En noget ujævn 1. halvleg endte derfor 0-0.

Hvad trænerteamet Allan Nielsen og Jan Gluch sagde i pausen gik referentens øre forbi - men planen gav udbytte ! Allerede i 2. halvlegs 2. minut endte et fint HIC-opspil hos Martin Schippers, som via ejbymålmandens hænder sendte bolde i nettet til HIC-føring. Herefter så HIC'erne sig ikke tilbage, og føringen blev udbygget, da Benjamin Nielsen viste fightervilje, og kæmpede sig frem til et indlæg, som en Ejbyspiller snittede i mål til 2-0 til HIC. HIC'erne sad nu tungt på kampen,, og ud af mange fine afslutningen kunne Nicolai Beck, Mathias "Matti" og til sidst Jacob Christensen udbygge føringen til en suveræn 5-0 sejr til de blå.

Herefter kunne oprykningsjublen bryde løs, og både holdet og de mange fremmødte HIC'ere kunne fejre oprykningen til serie 1. Sidst HIC var at finde i serie 1 var i øvrigt tilbage 2010, og i klubbens 95 årige historie har HIC aldrig været højere end netop serie 1. Vores talentfulde hold får nu lov at prøve kræfter med dygtige modstandere, ligesom vi i HIC glæder os til at byde velkommen til spændende hjemmekampe, hvor dommeren også får selskab af linjedommere, så rammerne for kampene er i top.

Inden fokus rettes på forberedelserne til den kommende sæson i serie 1, skal HIC'erne dog i sæsonens sidste kamp møde B77 på lørdag d. 24. oktober kl. 14.00 i HIC. For at fejre holdet og oprykningen, byder HIC til kampen på en gratis fadøl eller sodavand, til alle som møder frem til kampen klædt i blåt -  som f.eks. et halstørklæde.

Ejby 68 - HIC 0-5

0-1 48 min. Martin Schippers
0-2 56 min. Selvmål
0-3 66 min. Nicolai Beck
0-4 72 min. Mathias ”Matti” Nielsen
0-5 90 min. Jakob Christensen


Dagens HIC-målscorere - samt Benjamin Nielsen, der flot lagde op til Ejbys selvmål.


En flok glade HIC'ere kunne fejre både en 5-0 sejr og oprykningen til serie 1

HIC's æresmedlem Knud Nielsen havde taget turen til Ejby, og kunne sammen med HIC's kasserer Steen Hansen se en flot indsats af de blå.

 


























 

 

Luk