Menu

Konceptet holdt hele vejen og sikrede HIC et stolt point

image
Allan Nielsen
08. august 2022 kl. 06:45
HIC fik med uafgjort mod Tårnby FF en god start på sæsonen, der adskiller sig markant fra debuten i Danmarksserien for et år siden

Når uafgjort fejres med knyttede næver, high fives og svedige krammere, ved man godt, at der er tale om en bonuspint.

Sådan et hentede HIC med 0-0 mod Tårnby FF i premieren på den anden sæson i en usædvanlig danmarksserie, hvor kun tre klubber er gengangere fra sidste sæsons kreds 1.

HIC’s førsteholdstrup har i en tipskonkurrence om efterårets udfald placeret Tårnby FF som den næststørste favorit i rækken efter Brønshøj, så cheftræner Jan Christensens devise om ’en bundsolid defensiv og knaldhårdt arbejde’ skulle stå sin første prøve denne søndag formiddag.

Og konceptet holdt hele vejen, så det var en stolt og meget tilfreds cheftræner, der lykønskede sine spillere ovenpå en kamp mod det, der var forventet at skulle være overmagten.


HIC'erne havde trods en kort sæsonopstart fundet de store lunger, og kæmpede forbilledligt mod et stærkt Taarnby FF-hold.

Tårnby FF var da også fysisk stærkere, hurtigere spillende og mere boldbesiddende og til tider bekymrende nærgående med to stolpeskud, men den bundsolide defensiv forhindrede, at det blev til åbne målchancer til modstanderen, og det hårde arbejde resulterede i enkelte HIC-farligheder, der skabte tilbageholdt åndedræt i den blåklædte lejr.

Mikkel Nøhr Christensen fik dagen efter sin 32-års fødselsdag en fornem og arbejdsom debut for HIC som den ældste spiller på et hold, der i den anden ende af aldersskalaen talte tre 19-årige i startopstillingen samt yderligere tre teenagere på den udvidede reservebænken, der i denne sæson må tælle seks spillere.

Mikkel Nøhr fik en fin debut i HIC-trøjen, og viste både stærkt spil med bolden, og var en god støtte til de unge HIC-spillere

Netop Carl Matthäi Lund, Andreas Heramb og Oliver Benn Larsen udmærkede sig fornemt i søndagens indsats, der dog først og fremmest var en kæmpemæssig kollektiv bedrift.


Jacob "Jake" Christensen var vanen tro en stærk styrmand i HIC-forsvaret, og blev fortjent kåret som kampen spiller

Og det var seniorformand Fabild, der perspektiverede indsatsen, resultatet og en imponerende udvikling ved at tænke et år tilbage på debuten i danmarksserien, hvor Ishøj i løbet af første halvleg havde løbet HIC over ende med en 4-0-føring, der endte med en 4-1-sejr.

Jo, der er sket meget det seneste år i HIC, både på banen og uden for, hvor der i den kommende uge er indvielse af det nye klubhusbyggeri – og endnu en udfordrende kamp mod GVI på udebane på lørdag kl. 12.

Sæsonpremieren blev i øvrigt - trods det ganske utraditionelle kamptidspunkt søndag kl. 10.30 - overværet af knap 400 tilskuere.

Danmarksserien, kreds 1
HIC – Tårnby 0-0
HIC: Lasse Kyrning Hansen – Akwasi Boateng, Carl Matthäi Lund, Jakob Christensen, Benjamin Nielsen – Rasmus Floor, Rasmus Thønning, Chris Lindskow, Andreas Heramb – Mikkel Nøhr Christensen (72. Nassor Salim), Oliver Benn Larsen (81. Malthe Jacobsen)
Ikke benyttet: Andreas Burchall, Mathias Juul Larsen, Magnus Ulrik Kristensen, Christoffer Tabrizi-Birkebæk og Mathias F. Nielsen

Luk