HIC1 har sat kursen mod oprykning
HIC bød på ægte topkamp, da FC Ishøj gæstede HIC til en vigtig kamp i oprykningskapløbet. B77 har med flotte resultater stort set sat sig på den ene oprykningsplads, hvorfor Måløv, HIC og FC Ishøj skal konkurrere om den anden oprykning til serie 1.
HIC'ernes spil har i efteråret været noget ustabilt, men sidste weekends fine indsats og gode sejr i Måløv, gav forhåbning om en god kamp mod Ishøj. HIC kunne have fået en ønskestart, men Martin Schippers missede en god chance tæt ved mål allerede i kampens 3. minut. Halvlegen var ellers præget af mange hurtige boldtab for begge hold, hvor HIC'erne ikke havde den nødvendige tålmodighed, og derfor lagde spillet højt an på hurtige angreb. FC Ishøj er bestemt et hold med evner, men de brugte megen energi på at kommentere på alt andet end deres egen indsats, herunder dommerens kendelser. Tættest på en føring i første halvleg var HIC, da David Bengtsson i slutningen af halvlegen via en Ishøj-spiller sendte bolden på overliggeren.
Nicolai Beck erstattede fra anden halvlegs start Mathias Nielsen, og "mini-Beck" skulle bruge under 1 minut på at bringe HIC foran. En lang bold blev snittet videre af Jacob Christensen, hvorefter Nicolai Beck roligt loppede bolden over målmanden og til HIC-føring. Det blev startskuddet til en lang bedre halvleg af HIC, hvor særligt David Bengtsson på højrekanten var involveret i mange gode HIC-angreb. David lagde op til flere gode chancer til Martin Schippers, og på en af disse kunne Shippers udbygge føringen. HIC sad nu tungt på kampen, og afslutningerne mod Ishøj-målet kom som perler på en snor. To af disse gav mål, da Mathias "Morgan" Mortensen gjorde det til 3-0, inden Martin Schippers endegyldigt lukkede kampen med scoringen til 4-0. En flot 2. halvleg af HIC, og et fint bevis på, at holdet har et stort potentiale, når fokus og taktik går op i en højere enhed.
HIC er nu tilbage på oprykningskurs, med et forspring til Måløv på 3 point inden de sidste 3 kampe. HIC skal i kamp igen på torsdag d. 8. oktober kl. 19.30 i Tåstrup.
HIC -FC Ishøj 4-0 (0-0)
1-0 46 min. Nicolai Beck
2-0 58 min. Martin Schippers
3-0 62 min. Mathias "Morgan" Mortensen
4-0 71 min. Martin Schippers
Dagens HIC-målscorere "Morgan", Schippers og "mini-Beck"