HIC’s debut i sjællandsserien blev en på mange måder usædvanlig triumf
Var det benovelse? Var det en barsk opvågning til en ny virkelighed i sjællandsserien? Var det overvurdering af eget niveau?
Spørgsmålene var mange på sidelinjen og ikke mindst bag det nye net, der skal redde fadøllene fra at blive væltet af mislykkede afslutninger og endnu skævere indlæg.
Heldigvis var svarene opmuntrende en times tid senere, da udgangen på HIC’s første kamp nogen sinde i sjællandsserien endte med high fives, skulderklap, knyttede næver og et rungende ’hvem var det, der vandt i dag’, mens slagne modstandere øffede over alt det, man traditionelt beklager sig over, når man har tabt en fodboldkamp.
Måltavlen lyste flot op på Herstedøster Stadion efter en flot sejr i premieren
Et rødt kort af den dyre slags
Frustrationerne er selvfølgelig også store, når man har været foran 2-0 og må køre retur gennem landsbyen Herstedøster uden point, men Roskilde havde egen andel i nedturen ved at gøre sig fortjent til et af de røde kort, der koster rigtig dyrt i bødekassen.
Selv med en spiller i undertal fik Roskilde dog scoret til 2-0 med første halvlegs sidste aktion, da en returbold blev headet i mål.
’Det var en spand koldt vand, men vi havde en god pause uden skideballer, hvor vi fik lavet nogle rokeringer, der fungerede’, forklarede HIC-træner Jan Christensen om indskiftningen af Simon Hellebek som en ekstra angriber, David Bengtssons placering som højre back og overgangen til 4-4-2.
Tre mål af indskiftede spillere
Tre angreb gennemført netop i området foran Bengtsson resulterede i oplæg fra Rasmus Thønning Jensen og Nicolai Beck til en knivskarp Hellebek, og Hellebek var også involveret i angrebet, som efter en målmandsredning gav en retur til Victor Pihl Hansen og så blev også den tredje scoring i løbet af et kvarter af en indskiftet spiller banket i kassen.
Forvandlingen var total. Bekymringerne efter pokalnederlaget til Frem Sakskøbing og en blod- og tempofattig debuthalvleg i sjællandsserien var pludselig glemt og selv topscorer Nicolai Beck fik lavet et af sine sjældne mål på hjemmebane, da Rasmus Thønning Jensen kronede endnu en energisk jætteindsats med en bolderobring, der efter et par driblinger blev krydret med en overskudsagtig frispilning til betjentspiren.
Emil Hartmann i en uvant rolle
Midt i begejstringen over den historiske sejr er der grund til lige at dvæle ved Emil Hartmanns eksemplariske indsats og ikke mindst bemærkelsesværdige opførsel, da han blev udsat for den tumpede frustration, der endte med at resultere i den kampafgørende udvisning. Når man som ’Hatmand’ så mange gange har stået i den omvendte rolle, må den oplevelse have været – endnu en – kæmpe personlig sejr.
HIC’s sejr var også usædvanlig i forhold til at det var en sæsonstart. Ikke siden 1.-holdets lynvisit i serie 3 i 2013 har HIC indledt en sæson med en sejr. Dengang blev det – 4-2. Mod Gladsaxe-Hero – der kom foran 1-0. Historien har det jo med at gentage sig.
Når der skal være dans, så lad der være dans - Sejrsdans!
Sjællandsserien, kreds 1
HIC – Roskilde B06 4-2 (0-2)
Mål: 0-1 Mads Høyer Julø (8) 0-2 Rasmus Meng (45) 1-2 Simon Hellebek (53) 2-2 Simon Hellebek (63) 3-2 Victor Pihl Hansen (68) 4-2 Nicolai Beck (88)
Rødt kort: Mads Høyer Julø (34)
Gult kort: Rasmus Thønning Jensen (75)
HIC: Tobias Nannestad – Kristian Sørensen, Jakob Christensen, Emil Hartmann, Jonas Winther – David Beisheim, David Bengtsson, Rasmus Thønning Jensen, Mathias ’Fønne’ Thomsen, Benjamin Nielsen – Nicolai Beck
Udskiftninger:
26. Victor Pihl Hansen for Benjamin Nielsen
46. Simon Hellebek for Kristian Sørensen
78. Kristian Sørensen for David Beisheim
90. Casper Beck for Rasmus Thønning Jensen