Menu

HIC nedspillede Kalundborg og scorede endnu 3 point i Sjællandsserien

image
Webmaster
15. oktober 2017 kl. 11:33
HIC hentede en historisk storsejr, da Kalundborg blev sendt hjem med et 8-2 nederlag. HIC lagde dermed dejlig afstand til nedrykkerpladserne, og indtager på imponerende vis 3. pladsen i debutsæsonen i Sjællandsserien

HIC’s cheftræner Jan Christensen havde forud for hjemmekampen mod bundholdet Kalundborg gjort det klart for holdet, at de i dagens kamp var deres egen værste modstander, så en succesfuld kamp afhang af HIC’ernes egen indsats. Kalundborg er midt i en svær og bestemt ikke misundelsesværdig periode, hvor de efter nedrykningen fra Danmarksserien er uden sejr siden maj 2016.

Det var da også tydeligt, at Kalundborg-spillerne var blottet for selvtillid, og derfor var sårbare for HIC’s offensiv. Allerede i kampens første minut havde David Beisheim en stor chance for at bringe HIC foran, men hans afslutning fra nært hold gik i sidenettet. Der skulle dog blot gå yderligere 5 minutter før HIC kom foran, da Benjamin Nielsen flot scorede med et fladt skud på Nicolai Becks oplæg. HIC fortsatte presset på Kalundborg-holdet, og chancerne stod nærmest i køb. 2-0 målet kom efter 22 minutter, da Nassor Salim viste sin farlighed i feltet, og sikkert scorede på endnu et oplæg fra Nicolai Beck. Havde det ikke været for en velspillende Jakub Siwierski i Kalundborg-målet, var kampen allerede blevet afgjort meget tidligt. Men det skete reelt da HIC’erne scorede til 3-0 og 4-0 indenfor 1 minut kort før pausen, med mål af Rasmus Jensen og Nassor Salim. I HIC-målet havde Tobias Nannestad en nærmest arbejdsløs dag, så da han endelig skulle gribe en bold i halvlegens sidste minut, smuttede den pænt hen til en fri Kalundborgspiller, der med et fint saksespark til alles forundring kunne reducere til pausestillingen 4-1.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor HIC’erne konstant pressede udeholdet, uden de blå på nogen måde spillede sig ud. Rasmus Jensen gjorde det til 5-1, inden HIC’erne igen hjalp udeholdet, som kunne reducere til 5-2 med hjælp af HIC-forsvaret. HIC’erne fortsatte dog blot den fine indsats og særligt Benjamin Nielsen var i fint spilhumør. Først gjorde han det til 6-2, inden han drev gæk med sin modspiller på fløjen, og lagde op til Mikkel Andersens 7-2 mål (på Mikkels første boldberøring efter han blev indskiftet) og siden til Nicolai Becks scoring til 8-2. HIC’erne kunne med lidt mere koncentration havde scoret mindst en håndfuld mål yderligere, men Kalundborgs målmand Jakub Siwierski var sit holds klart bedste mand. Uanset det, kunne både tilskuere og cheftræner Jan Christensen glæde sig over endnu en flot HIC-indsats, hvor de blå holdt tempoet trods et selvtillidsramt udehold.


Dagens rekordmange HIC-målscorerer

Der venter nu HIC’erne en friweekend, inden pointhøsten forhåbentlig fortsætter i udekampen mod Herlev lørdag d. 28.10 kl. 11.00. Efterårssæsonen sluttes af med en spændende kamp mod topholdet Allerød, som kommer til HIC lørdag d. 4.11 kl. 12.30. HIC har allerede til fulde indfriet forventningerne i debutsæsonen i Sjællandsserien – men flere point i de næste kampe kan bringe HIC med helt frem i rækken.

HIC – Kalundborg GB 8-2 (4-1)

Mål: 1-0 Benjamin Nielsen (7) 2-0 Nassor Salim (22) 3-0 Rasmus Jensen (41) 4-0 Nassor Salim 4-1 Emil Dahlmann Pedersen (45) 5-1 Rasmus Jensen (53) 5-2 Ukendt målscorer (59) 6-2 Benjamin Nielsen (62) 7-2 Mikkel Andersen (70) 8-2 Nicolai Beck (72)

HIC: Tobias Nannestad – Kristian Sørensen, Mathias ’Morgan’ Mortensen,  Emil Hartmann, Jonas Winther –David Beisheim, Rasmus Thønning Jensen, Mathias ’Fønne’ Thomsen, Benjamin Nielsen – Nicolai Beck, Nassor Salim

Udskiftninger:

  1. Matthias ’Maddi’ Nielsen for David Beisheim
  2. Simon Hellebek for Emil Hartmann
  3. Mikkel Andersen for Jonas Winther
Luk