HIC fortsat ubesejret i Sjællandsserien efter et brag af en kamp mod Liria
HIC havde til dagens kamp afbud fra David Beisheim, Matthias ”Maddi” Nielsen samt Victor Pihl, mens David Bengtsson har valgt at holde en pause fra fodbolden. Det til trods stillede HIC med et slagkraftigt hold, som var klar til at tage kampen op mod fredagens modstander Liria. Kampen var fra starten intens, med Liria en smule i teten med højt pres på HIC’erne. De blå holdt dog Liria fra nævneværdige chancer, og fik støt og roligt flyttet spillet væk fra HIC-målet.
HIC-presset gav usikkerhed i Liria-forsvaret, hvilket efter 22 min. gave en god chance til Nassor Selim, som opfangede en løs bold fra Liria-forsvaret, men måtte se Liria-målmanden tage sig af slutningen. Allerede 3 minutter senere spillede HIC en lang bold op til Nicolai Beck, som fint lagde den til rette for Kristian Sørensen. Han valgte at skyde på kassen fra ca. 22 meter, og bolden strøg ustoppeligt op i det fjerneste målhjørne – en klar kandidat til årets mål, og en dejlig 1-0 føring til HIC. Målet skabte tydeligt uro hos Liria, som dog fortsat var faglige med deres dygtige venstre wing og toprutinerede styrmand på midtbanen. Men det var bestemt ikke ufortjent, at HIC bragte sig på 2-0 efter en god halv times spil, da Nicolai Beck fint blev spillet fri af Nassor Selim, og sikkert scorede.
Kampen blev i øvrigt ledet af en ung kvindelig dommer, der klarede den ikke helt nemme opgave på sikker og flot vis. Hun mente dog at Nicolai Beck gik for hårdt til en Liria-spiller, da HIC-topscoren 3 minutter før pausen stoppede et langt raid på fløjen, hvilket gav et gult kort. Netop som holdene var klar til pausen, blev HIC’erne for passive på et sidste Liria-hjørnespark, og det er ”mad” for en rutineret ræv som den tidligere superligaspiller Venhar Sabani, der tørt hamrede bolden i mål fra kanten af feltet til pausestilingen 2-1.
Helt som cheftræner Jan C. havde forberedt HIC’erne på i pausen, som kom Liria ud til 2. halvleg med fuld tryk, og HIC blev presset helt i bund. Det var derfor ikke uventet, at Lirias store angriber fik udlignet efter 55. min. spil, da han med nærmest ustoppelig styrke brød igennem HIC-forsvaret. Udligningen gav Liria endnu mere gejst, og i denne periode bevidste de til fulde, at de er kandidater til oprykningen til Danmarksserien. Flot pasningsspil krydret med dygtige driblere gav HIC-defensiven nok at se til, men Jacob og Hartmann kæmpede bravt. Alligevel kom Liria også foran 3-2, da det frispark blev rettet af i HIC-muren, og til sidst hamret ind af endnu en fysisk stærk angriber.
Bedst som Liria havde lukket HIC helt ned i sækken, lukkede udeholdet op for deres værste side – nemlig et voldsomt temperament. Det gav 2 gule kort for brok, og pludselig kom HIC igen ind i kampen, og trykkede Liria tilbage. Efter et hjørnespark var Morgan tæt på udligningen med et fint hovedstød, men bolden strøg tæt forbi mål. 10 min. før slutfløjtet brød Rasmus Jensen igennem i kanten af straffesparket, og blev nedlagt af en alt for voldsom takling, som gav HIC-straffespark. Det udnyttede HIC-målmand Tobias Nannestad sikkert til udligningen til 3-3. Resten af kampen blev et rent festfyrværkeri, med chancer i begge ender. HIC var tæt på flere gange, men Blerim Sabani i Liria-mål (som i øvrigt var et positivt bekendtskab med kvikke bemærkninger og et konstant smil på læben) fik afværget. I den modsatte end måtte både Jakob Christensen og Tobias Nannestad vise deres styrke, for at afværge giftige Liria kontraangreb.
De godt 275 tilskuere kunne derfor se en flot kamp slutte 3-3, hvor begge hold forkælede tilskuerne med en flot kamp. Selvom HIC’erne var en smule skuffede over det ene point, kan HIC til fulde være tilfredse med sæsonstarten, der har budt på 7 point. Opgaven for trænerteamet og holdet er fortsat at have fuld fokus på næste kamp, da der ikke er nogen nemme kampe i Sjællandsserien, hvor HIC omvendt også har bevist, at de har tempo og kvalitet til at begå sig.
Næste opgave for HIC i Sjællandsserien er på udebane mod Tuse på lørdag d. 9.9 kl. 15.00, mens næste hjemmekamp er fredag d. 15.9, når HIC tager imod Lundtofte kl. 17.30.
Dagens HIC-målscorere Kristian Sørensen. Tobias Nannestad og Nicolai Beck