Menu

HIC er godt i gang med spændende sæson i serie 1

image Nicolai Beck afgjorde med 2 mål kampen, og har nu ganske imponerende scoret 7 mål i 5 kampe.
Webmaster
08. maj 2016 kl. 10:11
Serie 1 tegner sig som en lige og spændende række, når op- og nedrykning skal afgøres på en halvsæson her i foråret. Efter et ærgerligt nederlag på 4-3 ude mod Gladsaxe Hero, skulle HIC’erne gerne have point på kontoen i fredagens hjemmekamp mod Avarta – hvilket blev opfyldt med en 2-0 sejr efter en flot indsats.

HIC’erne er noget præget af skader og afbud for tiden, hvilket gjorde betingelserne noget svære inden udekampen mod Gladsaxe Hero. Men det til trods var det af gode grunde en flok skuffede HIC’ere, som efter kampen kunne se tilbage på et 4-3 nederlag, efter at HIC havde udlignet hjemmeholdets 2-0 og 3-2 føringer, men omvendt indkasserede 4 mål efter standardsituationer.

Betingelserne var heller ikke optimale inden hjemmekampen mod Avarta. Først bestod Jonas Sørensen ikke testen af hans fiberskade, og kort tid før kampstart måtte også anfører Casper Beck trække sig med en skade i læggen. Men bredden i HIC er heldigvis god, og Lasse Belchuke og Didi trådte ind og leverede fine indsatser.

Trænerteamet med Jan Gluch og Allan Nielsen  fik hurtigt reorganiseret holdet, og rykket Rasmus Jensen ned i midterforsvaret sammen med en velspillende Jacob Christensen, mens Lasse Belchuke indtog pladsen på venstre back. På midtbanen fik Matthias Føns og Davis Bengtsson fra kampens start overtaget, og HIC’erne var generelt gode til at holde fast i bolden. Allerede efter 8 minutters spil gav den gode start resultat, da Benjamin Nielsen efter flot HIC-opspil slog et knivskart tidligt indlæg ind i mellem Avartas målmand og forsvar, hvor Nicolai Beck med et perfekt hovedstød bragte HIC’erne på 1-0.

Resten af halvlegen var med HIC i et lille spillemæssigt overtag, som dog blev brudt, at Matthias Føns fik et gult kort, hvorfor Avarta var i overtal de sidste 10 minutter af halvlegen – uden det dog resulterede i nævneværdige tilbud til udeholdet.

Fra anden halvlegs start var HIC fuldtallige igen, og overtog hurtigt spilstyringen. Der skulle dog en tilfældighed til, for at HIC-føringen kunne fordobles. En lang clearing fra Jacob Christensen ville Avartas målmænd heade væk foran straffesparksfeltet, men han kiksede sit hovedstød, hvorefter Nicolai Beck var hurtigt over bolden, og sikkert scorede til 2-0. HIC havde herefter fin kontrol over kampen, og kunne være kommet yderligere foran på flere gode tilbud, hvor Benjamin Nielsens frispark på trekantsammenføjningen var det bedste. Avarta fik en enkelt større chance, som Michael Schliemann i HIC-målet dog hurtigt fik afværget. Så efter en fin HIC-indsats kunne sejrsråbet lyde over en flot forårsaften i HIC, og HIC’erne indtager nu en flot 3. plads i rækken.


Nicolai Beck afgjorde med 2 mål kampen, og har nu ganske imponerende scoret 7 mål i 5 kampe.

Næste opgave for holdet bliver på udebane mod topholdet Farum på lørdag d. 14. maj kl. 14.00, inden B77 kommer på besøg i HIC fredag d. 20. maj kl. 19.00.

Luk