Menu

Endnu et godt point - og alligevel en snert af ærgrelse

image
Allan Nielsen
13. november 2022 kl. 20:59
Efter 1-1 i Greve har HIC fået point mod fire af de fem bedste hold i rækken

Uafgjort ude mod Greve er da et godt resultat, når man som rækkens bundhold møder nummer fem på udebane, men når HIC fører 1-0, når der står 41.10 på stadionuret i anden halvleg, så kan man odt tillade sig at være ærgerlig over, at det ’kun’ blev 1-1.

HIC er fortsat sidst, men har nu fået point mod fem af de modstandere, man har mødt to gange og nok så bemærkelsesværdigt point mod fire af de fem bedste hold i rækken.

Skal HIC undgå at overvintre på sidstepladsen, kræver det sejre i årets to sidste kampe mod Gørslev på lørdag og Roskilde KFUM lørdag 26.november, og især årets sidste hjemmekamp er vigtig, fordi Gørslev er et af de hold, HIC har en chance for at overhale i en særpræget forårssæson med 14 kampe.

Særpræget fordi de otte hold i foråret kun skal spille om at undgå nedrykning, hvorfor de bedste hold reelt ikke har noget som helst at spille for. Eller som Greve skriver efter kamp på Facebook: ’Det blev ved 1-1, hvilket ikke sender en direkte i ekstase, men på den anden side er vi frem til sommerferien vel også i en situation hvor der ligger hvad der kan minde om 16 træningskampe, da vi ikke kan nå oprykningsspillet og formentlig heller ikke kommer i nedrykningsfare i forårets nedrykningsspil’.

HIC’s ene point i Greve var endnu en gang resultatet af en forbilledlig kollektiv arbejdsindsats, hvor skaderne hos Jakob Christensen, Chris Lindskow, Andreas Heramb, Mikkel Nøhr og Akwasi Boateng gav henholdsvis comeback og debut i startopstillingen til Mathias Juul Larsen og Magnus Ulrik Kristensen, og sidstnævnte leverede så fejlfri en indsats, at det blev belønnet med 12 stemmer.


Magnus Ulrik spillede en flot kamp i comebacket på 1. holdet

Det blev dog overgået af 13 stemmer til Rasmus Siggaard, der i sin tredje kamp i HIC-målet kronede en aktiv indsats i målfeltet med flere fænomenale redninger. Han var dog fuldstændig prisgivet, da et direkte frispark fra 20 meter blev sparket forrygende ind i det ene målhjørne.

Se målet her: https://www.facebook.com/search/top?q=greve%20fodbold%20info


Rasmus Siggaard diskede op med stærk målmandsspil og flre store redninger i HIC-målet

Det udlignede den føring, HIC havde haft i 23 minutter, efter Greves massive pres blev brudt med et kontraangreb, hvor Rasmus Floors flade indlæg udløste et selvmål.

Dermed har HIC for alvor knækket den kurve, der for en måneds tid siden kulminerede med 8 nederlag i træk, men de mange uafgjorte batter jo ikke for alvor i regnskabet. Det ville derfor pynte med en længe ventet sejr på lørdag, hvor afstanden til Gørslev i bedste fald kan blive reduceret til 4 point – i værste fald blive til 10 point. Det er derfor, man kalder den slags for en ’6-pointkamp’.

Danmarksserien kreds 1

Greve – HIC 1-1 (0-0)
0-1 selvmål (64) 1-1 Kasper Olsen (87)

HIC: Rasmus Siggaard – Carl Matthäi Leland, Rasmus Thønning, Magnus Ulrik Kristensen, Yasin Roni Sari – Malthe Jacobsen, Mads Lindqvist Haunstrup, Mathias Juul Larsen, Benjamin Nielsen, Rasmus Floor – Nicolai Beck

Ikke benyttet: Lasse Kyrning Hansen, Oliver Hunyadi, Nikolaj Gøtze Rasmussen, Bertram Knudsen og Oliver Benn Larsen

Luk