Endelig er lykken vendt for HIC
Endelig.
Sent på en forårssæson, der har budt på mange skuffelser og endnu mere marginal modgang, var den der. Endelig. Medgangen og heldet og Sepp Pionteks berømte ’smaa marginaler’, der så ofte har bidt HIC så hårdt i rumpetten de seneste mange uger.
Det resulterede i et i bedste fald afgørende point, da det på en sen reducering og ugens anden udligning i overtiden lykkedes at tyvstjæle et point på Tømrermester Jim Jensens Park i Espelunden ved at spille 3-3 mod Avarta.
For hånden på hjertet, som det også hedder, når man skal være ærlig: Avarta var det bedste hold, og 3-1-føringen var både fuldt fortjent og konsekvensen af en kamp, hvor HIC halsede efter og måtte bruge så mange kræfter på at løbe forgæves, at det var langt mellem sekvenser med offensiv kvalitet. Når HIC endelig kom i boldbesiddelse, var beslutningerne febrilske, og det var en gave, at HIC overhovedet fik scoret i en 1. halvleg, hvor der reelt ikke blevet kreeret en eneste målchance.
Men Rasmus Thønning flåede gavepapiret af, da en tilbagelægning til Avartas målmand blev for blød og sparkede en uventet udligning over målstregen midt i første halvleg.
Avarta gik dog til pausen med en 2-1-føring og billedet var ikke meget anderledes i anden halvleg. Avarta kom hurtigst frem på banen, skabte trods alt ikke de store målchancer, men kom på 3-1, da et fladt indlæg fra højre blev ekspederet i nettet.
Det lignede en afgørelse, ikke mindst med tanke på, at HIC ikke siden 30. oktober i 3-2-sejren over havde scoret flere end et mål i samme kamp.
Inden tredjesidste runde var det bare ét mål, der skilte B 1903 og HIC på hver sin side af nedrykningsstregen, så det var forløsende, at Nicolai Beck i overtiden fik reduceret ved at sparke bolden yderligt i kassen efter et langt indkast fra Akwasi Boateng.
Tre dage tidligere havde HIC udlignet i overtiden i pokalkampen mod Friheden, og med den succesoplevelse i frisk erindring sendte Jacob Christensen en lang bold frem i Avartas straffesparksfelt, hvorfra returbolden lykkeligvis havnede for enden af indskiftede Fitim Farizis venstrefod, der tordnede Select-kuglen i nettet på det legendariske boldfirmas 75-års fødselsdag.
Dagens 3 målscorere Fitim Farizi, Rasmus Thønning og Nicolai Beck
Først sejren over Allerød, dernæst pokalsejr over Friheden og en nu overtidsudligning mod Avarta i løbet af otte dage. Lad det være et varsel om, at lykken endelig er vendt for HIC, der stadig har to skæbnekæmpe tilbage, inden den tætte duel om nedrykning er afgjort.
Den næste er på fredag hjemme mod Frederikssund, hvor opbakningen omkring banen forhåbentlig er talstærk, mærkbar og larmende. Det har de hårdt kæmpende HIC’ere fortjent.
Danmarksserien, pulje 1
Avarta – HIC 3-3 (2-1)
1-0 (16) 1-1 Rasmus Thønning (28) 2-1 (41) 3-1 (68) 3-2 Nicolai Beck (90+1) 3-3 Fitim Farizi (90+3)
HIC: Lasse Kyrning Hansen – Akwasi Boateng, Carl Matthäi Leland, Jacob Christensen, Malthe Jacobsen (74. Fitim Farizi) – Rasmus Floor (80. Alihan Demir), Chris Lindskow (69. Oliver Benn Larsen), Benjamin Nielsen, Andreas Heramb – Rasmus Thønning (anf.), Nicolai Beck
Ikke benyttet: Andreas Burchall, Mathias Juul Larsen, Oscar Gjerløv