En fantastisk start på en fantastisk formiddag, eftermiddag og lidt for sen aften
Fantastisk.
Det er helt bevidst, at ordet forekommer to gange i overskriften på denne omtale af HIC’s voluminøse afsked med store bededag.
For der var så meget at begejstres over, at det næsten overskygger de torne, der jo i sagens natur er en del af selv de smukkeste roser:
Førsteholdets sejr, den imponerende opbakning omkring banen, den glade stemning, det standhaftige grillhold, omsætningen i cafeen og speakerteamet, der havde stamina til at pludre sig gennem tre kampe og underholde følgerne på Facebook. Lykkeligvis blev stemmebåndet smurt grundigt undervejs.
For første gang i 53 millioner sekunder
Det smukkeste rosenblad er selvfølgelig DS-holdet, der for første gang i 622 dage (det svarer til 53 millioner sekunder, se selv: https://www.kalender-365.dk/beregn/21-08-2021_05-05-2023.html) prøvede at vinde to kampe i træk og i fjerde forsøg fik besejret B 1908.
Det var der ellers ikke meget der indikerede efter en 1. halvleg, hvor B 1908 tre gange ramte stolpen (nej Sale, det hedder ikke længere træværket, da målene de seneste mange, mange år er lavet af aluminium) og på mange måder viste, hvorfor Amagerholdet kom til Herstedøster som det mest formstærke af de otte i rækken med 17 point og en status som ubesejret i 2023.
En opsang i pausen gjorde en forskel. HIC var langt bedre struktureret og indstillet i en anden halvleg, der blev afgjort med tre flotte scoringer og et par mirakelredninger på blandt andet et straffespark af Lasse Kyrning Hansen, en af dagens mange frydefulde historier. Lasse indvilgede i at støde en dag senere til firmaturen til Berlin og blev kørt i lufthavnen med 11 stemmer og en kåring som kampens spiller.
Benjamin Nielsen firsttimede et perfekt indlæg fra Mikkel Bredfeldt efter Mikkel Nøhrs frisparksaflevering ind i det lange hjørne, som også Rasmus Floor og Mathias Juul Larsen med sin første DS-scoring ramte.
De to sidste mål blev scoret på oplæg fra Nicolai Beck, der for første gang i 2023 gik fra banen uden at have scoret, men det burde næsten tælle som en scoring, da den forreste angriber sidst i 1. halvleg var bagest mand og på mållinjen flugtede en bold, der var på vej ind over stregen, ud af farezonen.
Og så var der alligevel et par torne
Tornene i dagens buket var den, der rev i Mikkel Nøhrs baglår sent i kampen, og formentlig koster en mindre pause medmindre han kan hele lige så hurtigt som Chris Lindskow.
En anden af den lange dags ærgrelser var U23-holdets mangel på effektivitet, der kostede et nederlag på 2-1 til BS72 i en dagens anden forkamp, hvorimod Fjedreholdet i hovedkampen var anderledes effektivt i 2-1-sejren mod Albertslund og dermed spillede sig tilbage i oprykningsfare. Her leverede Mikkel Andersen en anden pragtpræstation i målet, hvilket indbragte ham 14 af 15 stemmer og stor anerkendelse fra modstanderne. Mikkel manglede kun sin egen, som gik til målscoreren til 2-0, Simon Hellebek, der efter fem kampe som manesjerens assisterende coach endelig fik sin debut som spiller i serie 5.
Det blev fejret eftertrykkeligt i omklædningsrummet, hvor et par af førsteholdets målscorere og assistenttræneren således nåede op på over tolv timer i klubbens tjeneste. Men det er jo det, HIC også kan.
Danmarksserien, pulje 1
HIC – B 1908 3-0 (0-0)
1-0 Benjamin Nielsen (59) 2-0 Rasmus Floor (85) 3-0 Mathias Juul Larsen (90)
HIC (4-5-1): Lasse Kyrning Hansen – Malthe Jacobsen, Carl Matthäi Leland), Rasmus Thønning, Mikkel Bredfeldt – Rasms Floor, Mikkel Nøhr Christensen (84. Mathias Juul Larsen), Benjamin Nielsen, Mads Lindqvist Haunstrup (46. Chris Lindskow), Sune Lundsgaard Mortensen - Nicolai Beck (90. Micas Klentz)
Ikke benyttet: Torben Holmbæck, Magnus Ulrik Kristensen, Andreas Heramb, Maximilian Pein