En af de pragtfulde dage, hvor det hele bare lykkedes for HIC
Cheftræner Jan Christensen sagde det i omklædningsrummet: At alle fodboldklichéerne stod i kø, når han skulle beskrive 4-2-sejren over Karlslundes nedrykkere fra 3. division.
Disciplinen, sammenholdet, koncentrationen, effektiviteten og især det benhårde arbejde. Det hele var gået op i en højere enhed, som man med endnu en kliché beskriver en af de gode dage på en fodboldbane.
Og sådan en havde HIC i allerhøjeste grad lørdag eftermiddag på en gullig bane i Karlslunde, hvor alt det held og små marginaler (der var endnu en af de tyndslidte klichéer!), der har manglet i de første tre kampe, trillede lige over i HIC-lejren – blandt andet fordi heldet blev opsøgt.
Et tidligt straffespark, der bidrog til at manifestere en uvant rolle som topscorer for midterforsvareren Jacob Christensen, en flot sammenspilsmål, som backen Malthe Jacobsen trillede over målstregen, og et direkte frispark fra Mads Lindqvist Haunstrup kort inden pausen sikrede en markant føring ved pausen, men kommer du en dag forbi Herning, så spørg dem lige ovre i FC Midtjylland, om en 3-0-føring ved pausen er det sammen som en sejr?
Bekymringerne voksede da også, da Karlslunde via et fint opspil over højrekanten fik reduceret, og så var den der igen. Klichéen. For der ER ikke dårlige tidspunkter at score på, men det var i hvert fald et af de bedre tidspunkter, da Benjamin Nielsen bare 5 minutter efter reduceringen svingede sit lange venstreben og drejede bolden utageligt over i det lange målhjørne – der i virkeligheden ikke er længere end andre målhjørner, men når vi nu alligevel har gang i fodboldens mange finurlige udtryk, så …
4-1-scoringen var vel reel en afgørelse, men ængstelsen er der jo altid, men defensiven stod godt imod, Lasse Kyrning Hansen var aktiv i området bag sin forsvarskæde, og der blev til stadighed løbet så mange meter, at der aldrig opstod huller, der for alvor kunne straffes.
En frisparksbold ind i feltet gav endnu en reducering, men det var så langt inde i overtiden, at end ikke målmandstræner Søren Hansen nåede at blive nervøs. Ikke ret meget, i hvert fald.
Dagens 4 HIC-målscorere Mads Lindqvist Haunstrup, Benjamin Nielsen, Malte Jacobsen og Jakob Christensen.
Nok var det sæsonens første sejr, men det er som cheftræneren bemærker også værd at notere sig, at HIC nu kun har tabt én af de seneste otte kampe – og det var på den GVI-scoring, der aldrig skulle have været dømt.
Der er således alt mulig grund til møde frem og støtte de hårdtarbejdende HIC’ere i den næste kamp, der er på søndag formiddag på hjemmebane mod Holbæk. Vi er nogle, der er så gamle, at vi kan huske Holbæk vinde DM-sølv efter Køge i 1975. Dengang spillede Herstedøster IC syv rækker længere ned, i serie 3, muligvis med teenageren Anders Jensen og den lidt ældre Kim Andersen på holdet. Men det er en helt anden historie.
Danmarksserien, kreds 1
Karlslunde - HIC 2-4 (0-3)
0-1 Jakob Christensen (straffe 2) 0-2 Malthe Jacobsen (17) 0-3 Mads Lindqvist Haunstrup (44) 1-3 Marl Moesgaard (51) 1-4 Benjamin Nielsen (56) 2-4 Marcus Alexander Winberg (90+4)
HIC: Lasse Kyrning Hansen – Malthe Jacobsen, Carl Matthäi Lund, Jakob Christensen, Akwasi Boateng - Mads Lindqvist Haunstrup (54. Yasin Roni Sari), Andreas Heramb (90+1. Mathias Juul Larsen), Rasmus Thønning, Benjamin Nielsen, Rasmus Floor (90+1. Oscar Gjerlev)– Nassor Yasim (65. Oliver Benn Larsen)
Ikke benyttet: Andreas Burchall, Christoffer Tabrizi-Birkebæk og Bertram Knudsen.