Menu

Efter et par skridt på stedet tog HIC et skridt baglæns

image
Allan Nielsen
28. april 2024 kl. 16:21
I hjemmekampen mod Rudersdal lignede HIC’s sjællandsseriehold for første gang i mange uger det bundhold, det jo reelt også er

Selv om det ikke blev til point mod hverken Fredensborg eller Birkerød var der i begge kampe masser af fine momenter, der pegede i den rigtige retning.

Men pilen knækkede en frysende kold fredag aften på bane 2, hvor kampen mod Rudersdal var skyllet over efter massive regnbyger i alt for mange timer.

Bevares, Rudersdal var en kompetent modstander med både god organisation og individuelle kompetencer i alle kæderne, men HIC’s indsats lod meget tilbage at ønske, som man siger, når produktet var langt under middel.

Man kan altid trække på skulderen og bruge standard-undskyldningen ’bundholdets lod’, når HIC efter en presset start er bagud 1-0 og så leverer stærkt i de sidste 15-20 minutter af første halvleg for så at indkassere 0-2-målet på en klodset begået straffespark lige inden pausen.

Man kunne også være ærlig og indrømme, at det tekniske niveau og den nødvendige gejst ikke nåede i nærheden af de seneste kampes ellers opløftende indsats.

Derfor blev det 1-4 i en kamp med tre straffespark og to gode individuelle præstationer, der førte til Rudersdals scoringer til 1-0 og 4-0, inden Nicolai Beck omsatte et straffespark begået mod ham selv til reduceringen, der blev kampens sidste aktion.

Nu venter endnu en kamp mod et af rækkens tophold, Bagsværd, men stillingen i bunden er tæt og der resterer masse af kampe mod de øvrige bundhold, så der er fortsat masser at spille om - og ikke mindst for.

 

HIC - Ruderdal 1-4 (0-2)

  1. Mads-Emil Røstbjerg (6) 0-2 Casper Ulrich Strømmen (straffe 45) 0-3 Casper Ulrich Strømmen (70) 0-4 Mads-Emil Røstbjerg (88) 1-4 Nicolai Beck (straffe 90)

HIC: Mohammed Hussain – Micas Goldman Klentz, Jacob Christensen, Carl Matthäi Lund, Oliver Hunyadi – Malthe Jacobsen, Magnus Ulrik Kristensen, Benjamin Nielsen, Nicolai Gøtze Oscar Gjerlev – Nicolai Beck.

Indskiftet: Peter Brask Sørensen, Patrick Toft Larsen og Alex Skjoldnæs Pedersen

Luk