Menu

Der blev trods alt tændt et par blå lys på en mørk eftermiddag

image
Allan Nielsen
10. oktober 2022 kl. 09:50
Trods massivt overtag i spil og chancer mod GVI tabte HIC for syvende kamp i træk

Syv nederlag i træk gør det per automatik til en mørk tid for HIC’s danmarksseriehold.

Og så må man lede efter lyspunkterne - og dem er der heldigvis flere af på en trods alt solbeskinnet eftermiddag i vores evigt hyggelige klub.

For selv om det blev til sæsonens andet nederlag til GVI, så vil referenten gerne holde fast i, at HIC var det bedste hold, når det handler om helt subjektive målestokke som spil og chancer. Men. Selvfølgelig er det udtryk for manglende kvalitet, når modstanderne alligevel vinder 2-0 på et par halvbillige mål: To yderligt placerede langskud, der ikke kan karakteriseres som reelle målchancer.

I begge tilfælde faldt scoringerne i perioder, hvor HIC havde fint greb om spillet og var det dominerende hold, og især det andet mål var en frustrerende oplevelse.

HIC havde netop indskiftet Mikkel Nøhr Christensen, der således fik sine første spilleminutter siden nederlaget til netop GVI 13. august, og det comeback var en tydelig forstærkning. Mikkels rutine fra hundredvis af divisionskampe forplanter sig hurtigt til hele holdet og er med til at løfte medspillerne.


Mikkel Nøhr satte hurtigt et positiv præg på HIC-holdet.

Men ikke så snart var Mikkel tilbage fra en skade, før Malthe Jacobsen blev næste mand på skadeslisten efter en syngende tackling, som efterlod en hævet og voldsomt smertende ankel, og få minutter senere var stillingen 0-2.

Derefter var der længere mellem de spillemæssige opmuntringer, men så kan man heldigvis flå mobiltelefonen frem og finde lyspunkter andre steder ude i den store fodboldverden.

Oprykkeren Gørslev vandt 1-0 over B 1908, hvilket indebærer, at HIC trods de mange nederlag stadig ikke er på sidstepladsen.

Og i 3. division er det fortsat østholdene, der er dominerende, hvilket i sidste ende er godt nyt for antallet af nedrykkere fra HIC’s række. I allerallerbedst tilfælde kan sidstepladsen i nedrykningsspillet udløse en kvalifikationskamp mod nummer otte i den anden DS-østkreds.

Men der er LANG tid til de scenarier bliver afgjort. 21 kampe mangler HIC at spille, så selv om det er en kamp om sidstepladsen, når HIC fredag aften i Sundby Idrætspark skal møde sejrsløse B 1908, der kommer med fem nederlag i træk, så er der på ingen måde tale om hverken en afgørende skæbnekamp eller tilsvarende skrækscenarier.

Luk