Menu

Den findes tre slags uafgjort – den her var en af de irriterende

image
Allan Nielsen
29. oktober 2023 kl. 10:05
For tredje kamp i træk endte det 2-2 på hjemmebane, da HIC ellers var foran 2-0 og brændte en stribe af den slags chancer, der giver bøder på nogle af klubbens andre hold

Uafgjort giver 1 point. Det er alle nok nogen lunde enige om. Men der er ikke desto mindre tre slags uafgjort: Det hårdt tilkæmpede point, hvor uafgjort føres som en halv sejr, uafgjorte kampe, hvor spillerne siger tak for kampen med en fælles følelse af, at det da vist var et ganske rimeligt resultat, og så de frustrerende kampe, hvor ærgrelsen fylder det hele, fordi uafgjort var to tabte point.

2-2 mod Farum tilhører helt klart den sidste kategori.

Sådan må det være, når HIC fører 2-0 ved pausen, fortsætter det overbevisende spil og brænder tre kæmpechancer i anden halvleg, hvor Jakob Christensens knaldhårde hovedstød desuden blev reddet på stregen.

Om Farum står med følelsen af, at 2-2 var et vundet point er i grunden flintrende ligegyldigt, men i retfærdighedens navn skal det nævnes, at det til forveksling lignede et straffespark og et rødt kort, da en Farumspiller fik mudder på både knæ og trøje tidligt i kampen.

Den i øvrigt fremragende dommer slog afværgende ud med armene, og derefter spillede HIC en glimrende halvleg, hvor Andreas Heramb kronede en fin indsats ved at skovle bolden over stregen efter et indadskruet hjørnespark fra Benjamin Nielsen, og Oscar Gjerlev med perfekt timing hoppede højt og headede et frisparksindlæg i nettet og dermed leverede den perfekte afstraffelse af et voldsomt frispark på Jonas Vogeley.

Benjamin Nielsen havde spillet en glimrende kamp, inden han i anden halvleg måtte humpe ud med en skade, og efter hans udskiftning kom HIC til at stå for langt tilbage på banen, hvilket gav Farum et overtag, der reducerede i den blodtryksforhøjende udligning.

Efter tre nederlag i træk er det blevet til fire kampe i træk uden nederlag, men som indledningsvist nævnt er uafgjort lig med to tabte point, så HIC er efterladt i den nederste halvdel af sjællandsserien. Med to udekampe mod laverede rangerede hold, Snekkersten og den udsatte mod Avarta, er der stadig håb om en god afslutning på et efterår, hvor HIC i sagens natur har savnet den skadede topscorer Nicolai Beck.

Det kræver ’bare’ flere vundne point end tabte.

HIC – Farum 2-2 (2-0)

  1. Andreas Heramb (34) 2-0 Oscar Gjerlev (44) 2-1 Rasmus Emil Flemming Wessel Ploug Christensen (71) 2-2 Øzhan Vurucu (79)

HIC: Mohammed Hussain – Jakob Christensen, Chris Lindskow, Carl Matthäi Leland – Malthe Jacobsen, Andreas Heramb, Rasmus Thønning, Benjamin Nielsen, Oscar Gjerløv - Micas Goldman Klentz, Jonas Vogeley

Indskiftet: Rasmus Floor, Asger Skov og Magnus Ulrik Kristensen

Gult kort: Oscar Gjerlev (90+2)

Luk