Menu

Dejligt vejr, mange tilskuere, flot HIC-spil og endnu 3 point til kontoen

image
Webmaster
13. maj 2017 kl. 09:14
Blot 1½ døgn efter vinterkampen i Ølstykke, havde foråret meldt sin ankomst i HIC, da Brede var på besøg. De mange tilskuere blev vidne til en fin kamp, hvor HIC’erne til tider spillede endog rigtigt flot fodbold, men også udeholdet bidrog til en god kamp. HIC havde dog et gear ekstra, samt ikke mindst en brandvarm offensiv, hvilket gav et 3-1 sejr.

Hvis nogen havde tænkt, at bundholdet Brede ville blive kanonføde for HIC, blev det hurtigt klart for alle HIC’ere både på og udenfor banen, at dagens grøn-hvid stribede udehold, bestemt ikke havde tænkt at overgive sig uden hård kamp. Brede stillede med et fysisk stærkt hold, som fra kampen start pressede godt på.

Men glædeligt var HIC i fint spilhumør, og særligt midtbanen med ”Fønne”, David Bengtsson, og Simon Hellebek i spidsen var gode til at holde fast i bolden, så HIC fik sat sig på spillet. Selvom den sidste aflevering for ofte ikke kom forbi Brede store stærke midterforsvar, så trak det op til et føringsmål for de dominerende HIC’ere. Men som bekendt drejer fodbold sig om at score mål, og her var Brede effektive, da de scorede på deres første chance, da høj bold ind i HIC’s felt kun blev halvclearet, hvorefter en Brede-spiller fik skovlet bolden retur, hvor den flot havnede i målhjørnet. En kold dukkert for HIC’erne, der dog flere gange har vist, at de kan holde hovedet koldt, selv når de kommer bagud.

Udligningen var dog ganske fortjent, da en hjørnespark fra David Bengtsson havnede lige i panden på Jakob Christensen, der uden chance for målmanden knaldhårdt fik headet udligningen i nettet til pausestillingen 1-1.

2. halvleg blev med knapt så flydende HIC-spil, om end de blå fortsat sad solidt på kampen. Men så er det jo godt, at HIC i Nicolai Beck har en giftig angriber, som var opsat på at vise, at han ikke kun er brandvarm på udebane. Lidt ud af ingenting fik Nicolai omsat en aflevering fra Rasmus Jensen, og på ægte topscorer manér bragt HIC i front. Og sandelig om ikke også Nicolai Beck var manden der lukkede den sidste tvivl om sejren, da han et kvarter før tid var på plads i feltet, og hurtigt fik prikket et indlæg fra Matthias Nielsen i mål til 3-1.

Dagens målscorere Jacob Christensen og (nu også på hjemmebane) 2 målskytten Nicolai Beck

En dejlig HIC-sejr, der blot løftede den gode stemning på terrassen endnu mere. Stillingen i rækken er fortsat særdeles dejlig læsning for alle HIC’ere, men fokus er fortsat nøjagtigt det samme – nemlig at den næste kamp er den vigtigste. Skulle nogen tro at den aktuelle 1. plads giver anledning til at slappe lidt af, skal trænerteamet med Jan Christensen i spidsen nok sikre den rette fokus, og med en bred trup, er der hård konkurrence om pladserne på holdet.

Stillingen er dejlig læsning for HIC – men fokus er fortsat det samme, nemlig at vinde næste kamp.

Der venter nu HIC’erne nogle spændende kampe de kommende uger. Lørdag d. 20.5 gæster HIC kl. 13.00 Fredensborg i et ægte topopgør, hvorefter næste hjemmekamp er tirsdag d. 23.5 kl. 19.00, når HIC tager imod Grønne Stjerne. Ind i mellem disse spændende kampe i turneringen, skal HIC spille pokalkamp, hvor turen går til Hundested på tirsdag d. 16.5 med kampstart kl. 19.00.

 

Serie 1, kreds 1
HIC –Brede 3-1 (1-1)
Mål: 0-1 Ebbe Nygaard (29) 1-1 Jakob Christensen (36) 2-1 Nicolai Beck (60) 3-1 Nicolai Beck (74) 

HIC: Tobias Nannestad – Mathias ’Morgan’ Mortensen, Jakob Christensen, Emil Hartmann, Casper Beck (anf.),  – Jonas Winther Sørensen, Rasmus Jensen David Bengtsson, Mathias ‘Fønne’ Thomsen, Simon Hellebek– Nicolai Beck

Udskiftninger:
52. Mathias Nielsen for Casper Beck
61. David Beisheim for Jonas Winther Sørensen
69. Benjamin Nielsen for Simon Hellebek
90. Simon Hellebek for Matthias Fønns

Luk