97-årig skal prøvet noget helt nyt fredag aften
For en uges tid siden mislykkedes det for en rask og rørig 97-årig at overgå sig selv.
Herstedøster IC var for tredje gang i klubbens historie nået frem til 1. runde af pokalturneringen under DBU, men trods både bedre rangering på hvidt papir samt massivt overtag i spil og chancer på den lækkergrønne bane 1 i landsbyens nordlige ende, tabte HIC meget skuffende 1-0 til Frem Sakskøbing.
Klubben fra Lolland har spillet i dansk fodbolds bedste række og endda været i pokalfinalen, men det daterer sig tilbage til henholdsvis 1929 og 1960. I dagens udgave er Frem Sakskøbing netop rykket ned fra den sjællandsserie, hvor HIC står over for at skulle spille sin første kamp i klubbens 97-årige historie.
Det sker fredag aften kl. 18.30 på HIC’s hjemmebane, hvor modstanderen er divisionsreserverne i en endnu ældre klub, Roskilde Boldklub af 1906, der sidste år blev nummer 5 i den ’anden’ pulje i sjællandsserien, hvor Frem Sakskøbing rykkede ud som klar nummer sidst med 1 sejr i 22 kampe.
HIC har altså behov for at løfte indsatsen gevaldigt i forhold til pokalkampen, hvilket træner Jan Christensen i meget klare vendinger fik fortalt sine spillere i den første træning efter nederlaget, der efterlod den ærgerrige træner søvnløs, fordi præstationen mod Frem Sakskøbing lå så langt under det niveau, der sidste sæson resulterede i den for klubbens historiske oprykning.
Truppen fra sidste sæson er intakt, men flere nye spillere er kommet til.
Mod Frem Sakskøbing var der endnu en gang comeback til Didi Mahmoud, der dog ligesom en anden tilbagevendt, der har sin debut til gode, 19-årige Casper Korndrup, er på ferie, når sæsonen indledes fredag aften. I denne uge har også Nassor Salim deltaget i træningen i HIC. Nassor, der har spillet i danmarksserien for Vanløse og Avedøre, har i mange år været blandt de bedste på Danmarks Døvelandshold sammen med bl.a. Ali-Reza Shiripour, der spiller på HIC’s 2.-hold.