Menu

4. sejr i træk bringer HIC helt til tops i serie 1

image
Webmaster
12. oktober 2016 kl. 08:16
Efter 26 års fravær, indtog HIC Glostrup stadion som hjemmebane for en aften. Sidste gang var modstanderne et udvalgt hold med Laudrup-brødrene i anledning af HIC’s 70 års jubilæum, mens det tirsdag aften var Espergærde HIC 1 var oppe imod. HIC’erne er inde i en god stime, og efter nok sæsonens bedste indsats, kunne HIC fejre en 3-0 sejr, som bringer de blå helt til tops i rækken.

Der var dømt topkamp, da HIC tog i mod Espergærde tirsdag aften. Da der hverken i HIC eller Albertslund findes en græsbane med lysanlæg, var kampen henlagt til Glostrup stadion, der på flot og gæstfri vis bød HIC indenfor. Trods rigtigt efterårsvejr og landskamp i Parken, var der pænt fremmøde, hvor tilskuerne kunne glæde sig over fine forhold på den lækre tribune.

Trods fortsatte skader stillede HIC med et stærkt hold, hvor de normale midtbanespillere David Bengtsson og Mark Stender indtog backpladserne. Defensivt var der dog på bedste vis lukket af, og offensivt var der flot flow i HIC’ernes spil – og hvor netop David og Marks boldsikkerhed gav et løft til spillet. Espergærde stærke hold spillede helt som ventet – med en kompakt defensiv og klar til hurtige omstillinger. HIC var derfor fra spilstyrende fra start, uden det dog kom til de helt store chancer. Men 10 min. før pausen blev Rasmus Jensen nedlagt i endnu et dog godt rush med bolden, og frisparket lagde Matthias ”Maddi” Nielsen direkte ind i panden på Nicolai Beck, der sikkert bragt HIC på 1-0, som også var stillingen ved pausen.

Hvis nogle troede at HIC’erne i 2. halvleg blot ville forsøge at forsvare føringen, blev de hurtigt klogere. De første 20 min. af 2. halvleg blev nemlig et rent festfyrværkeri, med et HIC-hold i fantastisk spilhumør. Allerede efter 2 minutter blev et flot HIC-angreb sluttet med en frispilning til Simon Hellebæk, som dog fik kikset sin afslutning. Få minutter senere gav endnu et flot angreb mål, da Rasmus Jensen spillede Matthias ”Morgan” Mortensen fri, men Morgans ellers fine mål blev desværre annulleret for en hårdfin offside.

Men det tunge HIC-pres fortsatte og 2-0 målet kom efter 13 minutters spil, da en velspillende Rasmus Jensen sendte Nicolai Beck afsted med en forsvarsspillede i hælene. Dette tog HIC-topscoren sig dog ikke af, og han udbyggede sikkert HIC-føringen. Og 5 minutter senere var Espergærde-forsvaret totalt belejret, og trods 3 forsøg fra udeholdet på at sparke bolden væk, endte bolden igen hos Nicolai Beck, der i 2 forsøg kunne bringe HIC på 3-0.


Nicolai Beck var endnu engang brandvarm i HIC-angrebet.

HIC-dominansen blev dog brudt midt i halvlegen, da først Matthias ”Fønne” Føns og Morgan fik gule kort for mindre frispark, den ellers gode dommer tidligere havde ladet passerer. Det gav naturligt Espergærde et overtag, med HIC’erne forsvarede sig klogt, og lykkedes faktisk trods 2 mand i undertal at holde fornuftigt fat i bolden. Det lykkedes derfor hverken Espergærde i overtalsperioden eller resten af kampen for alvor at true Tobias Nannestad i HIC-målet, hvorfor HIC kunne fejre en dejlig 3-0 sejr. Denne bringer midlertidigt HIC til tops i rækken – dog med en kamp mere end Lundtofte.

Den flotte HIC-stime med 4 sejre i træk må gerne fortsætte i efterårssæsonens sidste 2 kampe. Først skal HIC en tur til Avarta i Rødovre lørdag d. 22. oktober kl. 11.30, inden efterårssæsonen sluttes af med et ægte topopgør, når Lundtofte gæster HIC lørdag d. 29. oktober kl. 13.30.

Luk