Menu

1.ste herresenior på træningslejr i Skærbæk

image Målscorene i Skærbæk
Jan Gluch og John Bødker
27. marts 2017 kl. 09:33
Træningslejren bød på en enkelt træningskamp som blev vundet med 2-1

En torsdag aften samlede trænerstaben det meste af holdet på p-pladsen ved klubhuset for at drage mod det vestjyske, nærmere besagt Skærbæk, for at få pudset formen af på en veltilrettelagt træningslejr. Nu kunne man måske tænke sig at der var linedance på programmet, men det melder historien ikke noget om. Skærbæk er kendt for at afholde landets største linedancetræf, så det var bare en tanke.

Skærbæk Sport- og Eventcenter er en træningslejr i lækre omgivelser. Det er et center med masser af aktivitetsmuligheder og er helt perfekt til sportsophold.

HIC blev absolut heller ikke skuffet over forholdene.

Formålet med turen var hovedsageligt at få noget græs under fødderne samt ryste truppen yderligere sammen i form af socialt og hyggeligt samvær, hvor både nye som "gamle" havde mulighed for at stabilisere og udvikle det relationelle aspekt i en i forvejen god, harmonisk og homogen trup. Der hersker ingen tvivl om, at holdet og trænerstaben fik, hvad de kom efter - både socialt samt fodbold- og træningsmæssigt. Holdet nåede tre træningspas og en enkelt træningskamp, og mellem fodboldopgaverne samt diverse spisninger i buffeten (super forplejning) var der god tid til at hygge sig. Flere af aftenerne var der arrangeret fælles aktiviteter, der både indeholdt quiz og bowling, mens andre aktiviteter som FIFA og et enkelt svømmehalsbesøg også var på menuen.

 

Med efterhånden kort tid til sæsonstart, var det selvsagt et stort ønske fra trænerteamet, at der ikke opstod nogle skader under træningssessionerne eller i den træningskamp, holdet spillede undervejs. Den noget ambitiøse mission lykkedes (næsten) upåklageligt, men holdets cheftræner måtte dog vende hjem med noget, der kunne tyde på en fibersprængning i baglåret efter en træningssession, hvor Jan C. åbenbart var af den holdning, at niveauet var tilstrækkeligt lavt til, at han var nødt til at indgå i øvelsen for at opretholde et vis teknisk niveau, hvilket altså resulterede i en skade, der med al sandsynlighed fraholder cheftræneren i at spille med ved holdets træninger på ubestemt tid.

Holdet spillede lørdag eftermiddag træningskamp mod Højer IF, der til daglig begår sig i den jyske udgave af Serie 1. Kampen blev vundet af HIC med cifrene 2-1 efter mål af Mathias ”Morgan” Mortensen og Rasmus Thønning Jensen. Det blev aldrig nogen sindsoprivende og velspillet fodboldkamp. Dertil var banens beskaffenhed desværre for dårlig, hvilket gjorde betingelserne svære for begge mandskaber, der måtte spille mere primitivt med flere lange bolde og masser af fight og duelspil. Efter en nogenlunde 1. halvleg med en pauseføring på 2-0 til HIC, blev 2. halvleg mere rodet og Højer IF fik reduceret. Der var ikke de store ting at tage med fra kampen rent fodboldmæssigt, men til gengæld forlod holdet kampen uden skader, og banens beskaffenhed tvang holdet til at vænne sig til - og indstille sig på - hvad der venter forude de næste mange uger, hvor mange kampe forventeligt vil afgøres på opspilsfejl og omstillinger på de bløde og ujævne baner. Det var derfor et trænerteam, der overordnet set var fint tilfredse med udbyttet af anstrengelserne.

Formen bliver pudset af i den sidste træningskamp på søndag 2. april kl. 12.00 på udebane mod BSF fra Sjællandsserien inden det for alvor går igang med turneringen på hjemmebane fredag den 7 april kl 18.00 mod Hørsholm-Usserød

Foto: HIC/Jan Gluch

Luk