Menu

Udviklingen af ny klubbygning til HIC skrider planmæssigt frem

image
11. marts 2018 kl. 10:37
HIC har de seneste måneder for alvor sat skub i arbejdet med udvikling af den klubbygning, som forventeligt skal erstatte den gamle hvide depot og omklædningsbygning. Arbejdet med udviklingen af bygningen er lagt i hænderne på rådgiverfirmaet Keingart, som i første færd har sat fokus på behov og ønsker blandt HIC’s piger og kvinder

HIC har henover de seneste år arbejdet på løsninger, som kan afhjælpe udfordringen med manglende plads i omklædningsrum, boldrum samt fitnesslokalet. Det resulterede i efteråret 2017 i, at Albertslund kommune bevilligede 4 mio. kr. til opførsel af en ny klubbygning.

I perioden herefter har et nedsat udvalg arbejdet videre med projektet, både i forhold til behovet for tilførsel af om til ekstra 4,5 mio. kr. til finansieringen, samt i forhold til udvikling af de konkrete bygning,, som kan opfylde HIC’s behov.  For at løse disse opgaver har HIC med støtte og samarbejde med DBU og Lokale- & Anlægsfonden igangsat et delprojekt, som er lagt i hænderne på rådgiverfirmaet Keingart, der er både er dygtige og erfarne i udvikling af idrætsbyggeri.  Keingart har til opgave at have særligt fokus på at udvikle omklædningsfaciliteter, som kan blive et løft til pige- og kvindespillerne i HIC, ligesom Keingart skal udvikle en samlet løsning for klubbygningen, der forhåbentlig skal være så interessant, at særligt fonde økonomisk vil støtte opførslen af klubbygningen i HIC.

Keingart inviterede i starten af februar spillere fra alle HIC’s pige- og kvindehold til en workshop, hvor der blev samlet op på oplevelserne som pige- og kvindespiller i HIC, med særlig fokus på rammerne for omklædning og socialt samvær på holdene.

Seneste aktivitet  i Keingarts arbejde var en inspirationstur, hvor de samme repræsentanter fra HIC’s pige- og kvindehold var rundt i København og besøge idrætsanlæg, fra Fremad Vallbys særlige omklædningsrum til piger og kvinder, over helt nye omklædningsløsninger med indbyggede skabe i KU.BE, til Parkens lækre faciliteter til landsholdet og FCK afsluttende med lækre faciliteter i et moderne fitnesscenter. HIC pigerne og kvinderne gav Keingart kommentarer og karakterer på de forskellige løsninger, og dermed vigtige indspark til Keingarts udvikling af klubbygningen til HIC.


Omklædningsrummet i Parken bliver nok ikke ligefrem kopieret i HIC’s nye klubbygning – men enkelte dele vakte begejstring blandt HIC’erne


FCK har fint udsmykket væggene udenfor omklædningsrummene


De udvalgte piger og kvinder fra HIC på besøg i Parken

Samtidig med, at Keingart arbejder videre med deres bidrag henover de næste par måneder, arbejder udvalget i HIC med kontakt til fonde, sponsorer og venner af HIC, der forhåbentlig af flere kanaler vil bidrage med støtte til opførslen af klubbygningen. Der arbejdes også på en mulig indsamling, hvor alle med interesse for HIC kan yde mindre og større økonomiske bidrag til opførslen af klubbygningen.

Det er fortsat HIC’s klare ambition, at den nye klubbygning er opført og taget i brug inden HIC’s 100 års jubilæum i 2020 – hvilket jo vil blive den bedst mulige gave til alle HIC’ere.

Luk