Menu

HIC har velholdt velbesøgt generalforsamling med flere udskiftninger i bestyrelsen

image
Webmaster
01. marts 2025 kl. 09:51
Den årlige generalforsamling i HIC blev vanen tro afviklet på fin vis, og den nye bestyrelse er klar til at trække i arbejdstøjet

Onsdag d. 27.2.2025 var klubhuset godt fyldt op til årets generalforsamling i HIC. Selve mødet blev på bedst vis vanen tro ledet af Henning Jensen, og tilhørerne kunne lytte til fyldige og interessante beretningerne fra formanden og afdelingslederne om årets gang i hele klubben. Rasmus Thønning fremlagde årsregnskabet, hvor en omsætning på 2,8 mio. kr. resulterede i et lille underskuld på 18.000 kr.

Ellers bød generalforsamlingen på udskiftning på 2 poster i bestyrelsen. Rasmus Thønning havde efter 3 år på kassererposten ønsket at give ansvaret for regnskabet og bankkontoen videre, og glædeligt havde en fuld kvalificeret afløser meldt sig. For første gang bliver kassererposten nu delt af to, da Søren Høegh og hans kone Helle blev valgt i fællesskab. Søren har været en del af HIC igennem mage år, hvor han ikke mindst for år tilbage var træner for et pigejunior og kvindeseniorhold. Helle og Søren var bortrejst på dagen, men havde på rette vis meldt deres kandidatur, og blev med applaus valgt. At vi i HIC lykkedes med at få valgt så kompetent og stærkt par som nye kasserere er fantastisk - og et dejligt tegn på, hvor velfungerende en klub HIC glædeligt er.

Også John Bødker ønskede at udtræde fra bestyrelsen, hvor alle i HIC naturligvis har stor forståelse for, at John har behov for at bruge alle hans kræfter på anden vis. John har igennem 12 år udført et hav af opgaver i bestyrelsen, hvor ikke mindst hans store arbejde med jubilæumsbogen og HIC-NYT har været et enestående bidrag til HIC. Men også Johns indsats de sidste år med driften af caféen i klubhuset har haft stor betydning. John stopper dog på ingen måde i HIC, da han fortsætter som primus motor med HIC-NYT's flotte årsblad.

Som afløser for John blev Rasmus Floor valgt til bestyrelsen. Rasmus har spillet i HIC siden barnsben, og er glædeligt efter en længere skdespause klar til comeback på 1. senior. Rasmus er dermed på bedste vis med til at sikre, at bestyrelsen helt efter klubbens ambition både har en sund aldersmæssig spredning, men også består af repræsentanter fra alle afdelinger af klubben.

Luk