Menu

HIC har med stor sorg mistet en højt værdsat klubkammerat, da æresmedlem Knud Nielsen er afgået ved døden.

image
Søren Burchall, formand
23. januar 2021 kl. 20:44
Mindeord

Knud har igennem flere generationer været en del af HIC, som han kom til, da giftede sig med sin Grete, og flyttede til Herstedøster. I en tid hvor HIC og Herstedøster var noget anderledes end i dag, var Knud et stort aktiv og vigtig drivkraft for klubben. Knud var både aktiv på og udenfor banen, hvor kan bl.a. var formand for HIC 1964-67 og 1969-71. Knud og Gretes hjem i det lille røde hus spillede i disse år en central rolle i HIC.

Også uden for HIC og Herstedøster var Knud en kendt og afholdt person, da han igennem gange havde den populære pølsevogn ved Albertslund station. Disse kundskaber forkælede han også HIC med, da han på frivillig basis og med smil på læben i klubhuset helt frem til 2011 serverede byens bedste ristede pølser.

Knud bevarede igennem mange år og helt til det sidste en stor kærlighed og interesse for HIC. Han var fast tilskuer til 1. herreseniorskampe, og glædede sig over de sidste års flotte resultater. For sin indsats for HIC, blev Knud helt fortjent udnævnt til Æresmedlem i 1994. Knud havde set frem til klubbens 100 års jubilæum, som jo desværre ikke endnu har kunne fejres som planlagt. Men på jubilæumsdagen var Knud naturligvis forbi HIC, så han kunne få et eksemplar af jubilæumsbogen.

Efter kort sygdom er Knud afgået ved døden. HIC og Knuds mange venner i klubben har mistet en god ven og klubkammerat, og vores varmeste tanker går til Knuds store og dejlige familie.

Grundet de gældende restriktioner bliver Knud bisættelse kun for den nærmeste familie, men under de rammer er det glædeligt, at HIC’s fane kan være med til at give Knud en sidste afsked.

Æret været Knud Nielsen minde.

Luk