HIC er desværre fortsat nedlukket for det fysiske fællesskab og idrætsaktiviteter – men arbejdet i klubben fortsætter, og vi ser med glæde og spænding fremad
HIC’s bestyrelse er modsat aktiviteterne rundt om i klubben ikke nedlukket, selvom arbejdet og møder foregår adskilt og digitalt. Bestyrelsen har senest holdt digitalt bestyrelsesmøde, hvor mange spændende emner blev drøftet.
Årets generalforsamling i HIC er allerede indkaldt til d. 22. februar, men med de fortsatte restriktioner undgår vi næppe en udsættelse. HIC’s vedtægter foreskriver, at generalforsamlingen skal afholdes inden udgangen af februar, men coronarestriktionerne er en force majeure-situation, hvorfor afvikling af generalforsamlingen på et senere tidspunkt er uundgåeligt. Coronaen har på mange områder også ramt HIC hårdt, hvor også årsregnskabet for 2020 undtagelsesvist ender med et stort underskud.
Den mest spændende opgave bestyrelsen pt arbejder med, er etablering af den kommende nye klubbygning. Bygningen bliver helt som håbet et kærkommen løft til særligt pige-kvindeafdelingen i HIC, som kan se frem til 3 omklædningsrum indrettet med særlig fokus på de ønsker, som piger og kvinder i HIC er fremkommet med. Derudover vil bygningen indeholde en mindre forbedring af pladsen til boldrum, depot og vaskeri, samt et lille fleksibel træningsrum. Planen er fortsat byggestart efter afslutningen på forårssæsonen 2021, med håb og forventning om at den nye bygning er klar til at blive taget i brug inden forårssæsonen 2022. Den endelig finansiering af byggeprojektet er endnu ikke fuldt afklaret og på plads, hvorfor HIC fortsat arbejder med at skaffe vores væsentlige bidrage, i form af ansøgninger til relevante fonde, samt indsamling blandt medlemmer og venner af HIC.
Normalt har HIC faste frist for betalingen af kontingentet for 1. halvår d. 1. marts. Bestyrelsen har i år valgt at udskyde betalingsfristen til d. 1. april, men har derudover efter anvisninger fra Danmarks Idræts-Forbund valgt at fastholde opkrævning af det normale kontingent. Dette ikke mindst med skelen til underskuddet på sidste års regnskab, samt de mange udgifter HIC fortsat har. Bestyrelsen har dog ligesom i 2020 valgt, at de udgifter klubben sparer grundet nedlukningen, vil blive modsvaret af ekstra tilskud til aktiviteter på holdene, så disse forhåbentlig hurtigt bliver samlet og kommer tilbage i omdrejninger. Vi håber og forventer derfor, at alle medlemmer i HIC støtter op om vores allesammens klub, og får betalt kontingentet til fristen.
Rundt om i HIC har flere hold med super engagerede trænere i spidsen forsøgt at opretholde aktiviteter for spillerne, selvom de fælles træninger desværre aktuelt er nedlukket. Bestyrelsen arbejder med planer for genåbning af holdenes aktiviteter, og så snart det bliver muligt, vil holdene kunne genoptage træningerne efter en plan tilpasset situationen.
Generelt venter der en spændende sæson forude for HIC, når både ungdoms- og seniorhold forhåbentlig kan indtage græsbanerne igen. Kvindesenior er glædeligt tilbage i Sjællandsserien efter sidste sæsons dejlige oprykning, som 1. herresenior vil gøre alt for at kunsten efter, når deres topplacering skal forsvares, i hvad der forhåbentlig bliver et spændende forår. Vi er mange som nok glæder os mere end nogensinde til, at vi igen kan samles i HIC, og forhåbentlig glædes samvær, god fodbold og HIC-sejre.
100 jubilæumsåret blev jo desværre ikke helt som vi ellers havde planlagt. Bl.a. måtte vi udsætte de planlagte jubilæumskampe mod Brøndbys superligahold og Old boys-landsholdet, som vi dog begge håber at kunne afvikle i 2021, hvis ellers coronaen bliver bekæmpet. Tilsvarende er vi mange som glæder os til at fejre klubben og vores fællesskab med et brag af en 101 års jubilæumsfest. Sådan en fest kan kun afvikles, hvis coronarestriktionerne rulles tilbage, men hvis det er sket, inviterer HIC til et brag af en jubilæumsfest lørdag d. 26. juni 2021.
For alle som savner HIC og aktiviteterne på holdene, er det muligt at få fingre i det Årsnyt, som landende kort tid efter holdene blev lukket ned, og bladet derfor ikke kunne uddeles til alle medlemmer. Alle HIC’ere og andre med interesse for klubben kan hente et Årsnyt foran indgangen til det nedlukkede klubhus.
Til sidst en opfordring til alle HIC’ere og venner af klubben. Selvom vi alle er påvirket af nedlukningen og savner klubkammerater og glæden ved sporten, så hold humøret oppe – så snart det igen er muligt, venter der os alle mange gode oplevelser både på og udenfor banerne i HIC.