Vedtægter
VEDTÆGTER
for HERSTEDØSTER IDRÆTS CLUB
§ 1. Navn
Foreningens navn er Herstedøster Idræts Club (HIC). Foreningen har hjemsted i Herstedøster, Albertslund Kommune.
§ 2. Formål
Foreningens formål er at dyrke god og sund idræt. Samtidig gives foreningens medlemmer mulighed for deltagelse i alment, socialt samvær, ligesom foreningen tilskynder medlemmerne til at tage aktiv del i foreningens daglige drift.
§ 3. Medlemskab
Som medlemmer kan optages enhver. Der kan optages såvel aktive som passive medlemmer.
§ 4. Indmeldelse
Indmeldelse skal ske til kassereren.
§ 5. Medlemsforpligtelser
Ethvert medlem modtager ved indmeldelse et eksemplar af foreningens vedtægter og forpligter sig til at overholde disse.
§ 6. Kontingent
Kontingentet, såvel for passive som for aktive medlemmer, fastsættes hvert år af den samlede bestyrelse. Tilsvarende fastsætter den samlede bestyrelsen også et evt. indmeldelsesgebyr.
§ 7. Udmeldelse
Udmeldelse kan kun ske til kassereren. Den samlede bestyrelse fastsætter evt. faste deadlines for udmeldelse.
§ 8. Foreningens ledelse
Foreningens opgaver varetages af følgende organer:
A) Generalforsamlingen
B) Hovedbestyrelsen
C) Den samlede bestyrelse
C) Et udvalg for hver afdeling i foreningen
D) Eventuelle andre udvalg
§ 9. Generalforsamlingen
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Alle medlemmer på 18 år og derover er stemmeberettigede, hvis de ikke er i restance med kontingent.
For børn under 18 år kan en af forældrene stemme, hvis barnet ikke er i restance med kontingent.
§ 10.
På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflerhed, når ikke andet er lovmæssigt bestemt. I tilfælde af stemmelighed er vedkommende forslag forkastet. Kun fremmødte medlemmer har stemmeret, og kun en stemme pr. fremmødt person. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødte medlemmers antal.
Der føres referat fra generalforsamlingen, og dette underskrives af dirigenten og formanden.
§ 11.
Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år inden udgangen af februar måned og skal indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelse sker ved annoncering i relevant medie.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilstilles formanden senest 7 dage før generalforsamlingen.
Forslag der ikke er tilsendt rettidigt i henhold til lovene, kan ikke komme til afstemning på generalforsamlingen.
§ 12
Dagsorden for den ordinære generalforsamling, der ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, skal indeholde følgende punkter:
A) Beretning fra formanden
B) Eventuel beretning fra udvalg
C) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
D) Behandling af indkomne forslag
E) Valg
1) til hovedbestyrelsen
valg af formand (kun i lige år)
valg af kasserer (kun i ulige år)
valg af næstformand (kun i ulige år)
2) til den øvrige bestyrelse
valg af 1 menigt medlem (kun i lige år)
valg af 1 menigt medlem (kun i ulige år)
valg af minimum 1 suppleant (hvert år)
3) til udvalg
valg af herreseniorformand (hvert år)
valg af ungdomsformand (hvert år)
valg af pige-kvindeformand (hvert år)
valg af voksenmotionsformand (hvert år)
4) til revisor og revisorsuppleant
5) valg af fanebærer
F) Eventuelt
§ 13.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når hovedbestyrelsen finder det fornødent, og skal indkaldes når mindst 20 medlemmer eller ¼ af foreningens medlemmer, der opfylder § 9, skriftligt overfor hovedbestyrelsen fremsætter motiveret krav herom, ledsaget af en dagsorden. Hovedbestyrelsen kan, hvis den finder det fornødent, udvide den fremsatte dagsorden. Generalforsamlingen skal afholdes senest 14 dage efter, at ovennævnte krav er fremsat og skal indkaldes med mindst 4 dages varsel, hvor samtidig dagsordenen meddeles.
§ 14. Hovedbestyrelse og den øvrige bestyrelse.
Hovedbestyrelsens medlemmer tegner foreningen. Hovedbestyrelsen er på 3 medlemmer, alle valgt på den ordinære generalforsamling. Valgbare er medlemmer over 25 år.
Hvert medlem vælges særskilt. Formanden er på valg i lige år og kasserer er på valg i ulige år. Næstformanden er på valg i ulige år.
Til den øvrige bestyrelse vælges 2 menige medlemmer i henholdsvis lige og ulige år.
Foreningens ledelse varetages af den samlede bestyrelse, som består af medlemmerne af hovedbestyrelsen, den øvrige bestyrelse samt udvalgsformænd. Suppleanter kan deltage i møderne i den samlede bestyrelse.
I tilfælde af, at et bestyrelsesmedlem udtræder af hovedbestyrelsen eller den øvrige bestyrelse, indtræder en af de på generalforsamlingen valgte suppleanter.
Intet bestyrelsesmedlem hæfter personligt for foreningen.
§ 15.
Bestyrelse fastsætter selv sin forretningsorden og skal føre referat over sine møder. Referatet godkendes af samtlige bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet.
Bestyrelse er beslutningsdygtigt, når mindst 2/3 af medlemmerne er til stede. Alle spørgsmål afgøres ved almindelig stemmeflerhed.
§ 16.
Til varetagelse af den daglige ledelse af de idrætsaktiviteter, der dyrkes i foreningen, skal der hvert år på den ordinære generalforsamling vælges en formand for de afdelinger, som idrætaktiviteterne er opdelt i.
Senest 1 måned efter generalforsamlingen skal hver udvalgsformand have afklaret strukturen for arbejdet i udvalget, hvor det er ambitionen at hvert udvalg skal have valgt 4 udvalgsmedlemmer til at hjælpe med arbejdsopgaverne.Udvalget fordeler selv arbejdsopgaverne imellem sig.
§ 17.
Den samlede bestyrelse kan efter skøn nedsætte ad hoc eller faste udvalg til varetagelse af specielle opgaver.
Intet udvalg har økonomisk dispositionsret og kan kun træffe bindende aftaler om arrangementer i samråd med bestyrelsen.
§ 18. Regnskab.
Kassereren fører foreningens regnskab og er ansvarlig for foreningens kasse.
Regnskabsåret løber fra den 1. januar til den 31. december.
Regnskabet, der skal indeholde et driftsregnskab og en status, underskrives af formanden, kassereren og revisoren.
Regnskab skal foreligge til revision senest 14 dage før den ordinære generalforsamlings afholdelse.
Foreningens formue er anbragt på en ”Foreningskonto” i pengeinstitut og på en girokonto.
§ 19.
Såfremt foreningens driftsregnskab udviser et overskud overføres dette til næste år.
§ 20. Revisionen.
Revisionen består af en på den ordinære generalforsamling for et år valgte revisor. På den ordinære generalforsamling vælges tillige en revisorsuppleant, der indtræder i tilfælde af revisorens afgang. Revisoren er berettiget til at foretage uanmeldte kasseeftersyn.
§ 21. Vedtægtsændring.
Ændring af foreningens love kan kun finde sted, når 2/3 af de tilstedeværende medlemmer på generalforsamlingen stemmer herfor.
§ 22. Eksklusion.
Medlemmer, der handler i strid med disse love eller som ved usportslig optræden skader foreningens formål og renomme, kan af hovedbestyrelsen ekskluderes. En sådan beslutning skal være enstemmigt vedtaget på et hovedbestyrelsesmøde, hvor samtlige bestyrelsesmedlemmer er til stede, og hvortil det pågældende medlem har adgang til personligt at fremføre sin sag. En eksklusion kan af vedkommende medlem appelleres til den førstkommende generalforsamling til endelig afgørelse.
§ 23 Æresmedlemmer.
Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen. En sådan beslutning skal være enstemmigt vedtaget på et bestyrelsesmøde, hvor samtlige bestyrelsesmedlemmer er til stede.
§ 24. Opløsning
Foreningen kan kun opløses på en i samme anledning indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til vedtagelse af foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
I tilfælde af foreningens opløsning overføres dens værdier til DBU Sjælland efter at eventuel gæld er betalt.
Generalforsamling 19 februar 2019